Den første sæson af Netflix' fortolkning af The Witcher havde en masse gode pointer. Eller; den havde måske snarere stærke skuespillerpræstationer over hele linjen, en glimrende, kompleks verden fyldt med spændende strukturer, faktioner og historik, samt relativt skarpe produktionsværdier og en sans for filmisk detalje.
Men alt det havde også en tendens til at drukne lidt i en fortællingsstruktur, der var lidt for vild med sig selv og sin egen tilsyneladende avancerede udlægning til faktisk at være... ja, effektiv. Resultatet var mudret, og til tider sågar forvirrende. Men allerede dengang lovede showrunner Lauren Hissrich, at den opfølgende sæson ville være anderledes.
Og anderledes det må man sige at den er. For ikke bare er denne anden sæson mere stringent fortalt, den formår faktisk også at fortælle os en hel del mere om selve essensen af Witcher-universet, samtidig med at det hele, i brede træk, er direkte lineært.
Lad os lige skrue lidt tilbage her. Efter Nilgaard-rigets forsøgte invasion af de nordlige kongeriger, et forsøg der faktisk fejlede spektakulært ved slaget om Sodden (som fremvises i den førstes sæsons afsluttende afsnit), så er samtlige konger, dronninger, magikere, baroner og sågar menigmænd forvirrede, konfuse, bekymrede og frustrerede. Hele verden er blevet et usikkert sted for rige såvel som fattige, og imens en større, bredere konflikt ulmer, så følger vi Geralt, imens han beskytter og træner Ciri i Witcher-fæstningen Kaer Morhen, hvor vi langt om længe møder andre Witchere. Samtidig med det skal Yennefer genvinde sine tabte kræfter, og endnu en gang navigere politik, krigsforberedelse og slanger i græsset blandt det magiske akademis elite.
Det er bare en lille forsmag på hvad den anden sæson byder på, som til dels både har elementer af en episodeserie og en føjleton. Det betyder at Geralt igen håndterer enkeltstående konflikter, der lukker om sig selv i løbet af et enkelt afsnit, samtidig med at større begivenheder udformes over hele sæsonen. Det er i sig selv svært at udføre og balancere, og The Witcher undslipper stadig ikke helt den der "Monster of the Week"-følelse som den første sæson var så præget af. Men hele pointen er at den anden sæson er ét lineært forløb, og derfor er det hele bare meget mere effektivt opsat. Du kan virkelig mærke at den her verden er ved at nå til en ret signifikant skillevej, og både det politiske, militaristiske og kulturelle opgør de her nationer står overfor er både håndgribeligt og uhyre spændende.
Vi ser desuden spændende karakerudvikling fra vores centrale cast også, hvor særligt kemien imellem Henry Cavills Geralt of Rivia, Freya Allans Ciri og danske Kim Bodnias Vesemir sparker sæsonen i gang med absolut bravur. Anya Chalotra gør det desuden igen fantastisk som Yennefer of Vengerberg, og denne gang spilder vi heller ikke nær lige så meget tid med etableringen af ligegyldig offerrolle, men ser hende navigere mere komplekses problemstillinger som den magtfulde magiker hun er. Desuden får hun selskab af Lars Mikkelsen igen, som så absolut leverer som den brutale og egoistiske Stregobor. Hele serien er igen velspillet, men der er bare mere plads til at karaktererne kan ånde denne gang.
Det er ikke det samme som serien ikke snubler fra tid til anden. Det er så sandelig ikke alle sidespring der giver lige god mening, og adskillige biplot, såsom introduktionen af Djikstra, og magikeren Fringillas forsøg på at skabe en alliance mellem elvere og Nilfgaard, fremstår mere som opsætning for fremtiden, snarere end effektiv dramaturgi i den her sæson. Til tider bliver Geralt også reduceret til en iagttager snarere end en aktør, noget som er ærgerligt, når nu han fortsat agerer anker for meget at det vi ser, og elsker, ved The Witcher. Han er trods alt... The Witcher. Der er ikke noget i vejen med at lege Game of Thrones, hvor adskillige strenge følges til en narrativ kilde, men samtidig er showet bedst, når vi ser Ciri, og vi ser Geralt, sammen.
Heldigvis er det hele pakket ind i masser af velkoreograferet action, mesterlige horror-noter hist og her, flotte effekter (i brede træk) og et hurtigt tempo, der heller ej lader til at hvile på laurbærerne nok til at seeren bliver anstrengt. Det hele er skægt, og er ofte nærmest tilfreds med at være lidt tomme kalorier, når behovet er der.
The Witchers anden sæson er en markant forbedring sammenlignet med sin forgænger, en sæson der mest af alt handler om at finde et godt tempo og den rigtige retning, så fremtiden kan se endnu lysere ud. På det punkt er der tale om en bragende succes her, selvom at der fortsat nogle små børnesygdomme tilbage.