Anden episode fortsætter fortællingen om de hvidhårede Targaryens seks mdr. efter dronningens død i episode 1. Prinsesse Rhaenyra er blevet tronfølger og forsøger at vise sit værd, mens der plottes omkring den næstkommende dronning. De andre højtstående familier kæmper om at få direkte adgang til tronen, mens kong Viserys bejles til af børn og voksne.
Karaktererne, vi blev introduceret for i første episode, fortsætter med at interagere med de samme mennesker, og der er endnu ikke de store intriger eller mulighed for karakterudvikling i sigte. Trods sin timelange længde, føles episoden hurtigt fortalt og opsummeret. Jeg selv er nyligt begyndt forfra på Game of Thrones, og det er overvældende, hvor lidt der foregår i en typisk HotD-episode sammenlignet med en GoT-episode. Dialogerne er typisk klodset formuleret, skuespillet er middelmådigt, og hver samtale gentages en masse. Der bruges enorme mængder tid på, at karaktererne planlægger noget, taler om at gøre noget, lade dem udføre det og efterfølgende fortælle en anden karakter, at det er blevet gjort. Der brydes således med "show it, don't tell it"- konceptet og anvendes i stedet en "tell it, then show it, then tell it again. And again"-tilgang. Som tidligere nævnt er dette muligvis et forsøg på at koge mere suppe på det tynde kildemateriale, denne serie er bygget på, men det synes noget sparsomt, hvad vi får af plot og dybde pr. episode, ift. hvad vi er vant til fra GoT. Til sammenligning bliver vi i første episode af GoT introduceret til de hvide vandrere, samtlige Starks, Lannisters og de to Targaryens. Kongen kommer til Winterfell, Daenerys bliver gift, og Bran falder fra tårnet. Vi bliver præsenteret for nuancerede relationer, historier, karakterer med unikke personligheder, og der bliver etableret et hav af setups til kommende sæsoner og derudover bygget en hel verden.
Det synes indlysende, at en stor del af budgettet blev brugt på første episode. Serien veksler mellem smukke autentiske lokationer og billig green screen, der er decideret distraherende for plottet. Tydeligt er dragernes animationer prioriterede, hvilket desværre medfører, at baggrundene halter og ofte fremstår sammenlignelige med real time rendered Playstation 2-cutscener.
Mens der i HotD er begyndende bagstikkeri, synes det endnu langt borte, at vi får de store overraskelser eller bliver underholdt af andet end nostalgi. Hver eneste gang serien har en mulighed for at træffe et spændende valg og gå fra den velkendte rute, træffes den modsatte beslutning. Dialogerne er ekspositionstunge, karaktererne er fortsat utroligt overfladiske, og det er endnu vanskeligt at føle den mindste kendskab eller medhold til hovedkaraktererne. De er ansigtsløse og fremstår alle som budget-versionerne af tidligere etablerede karakterer. Ingen er her mere syndige end hovedpersonen Rhaenyra, der tydeligt er en Arya Stark-klon med en smule Daenerys-drys på toppen. Rollen er forudsigelig og tropen; at den klogeste i verden er en modig 15-årig er efterhånden kvalmende kliché.
Der gøres fortsat uhyre lidt for at adskille serien fra sin forgænger og etablere dens egen identitet. Der findes utallige muligheder for at gå et spadestik dybere end overfladisk action og politik, men dette vælges af ukendte årsager ikke at blive prioriteret. Eksempelvis er det påfaldende, at nært halvdelen af castet har hvidt hår og er beslægtet, uden der drages fokus på de incestuøse aspekter af relationerne. Dette synes om noget en spildt mulighed for at elevere de etiske dilemmaer og bidrage til seriens hidtil halvoverfladiske plot uden dybereliggende tematikker.
Et ord, der centralt for denne serie, er fortsat "nostalgi", og trods en acceptabel anden episode, er det endnu vanskeligt at forestille sig nogen være hypet over House of the Dragon uden at have en forkærlighed til Westeros. Det føles fortsat som en returrejse til et genkendeligt sted, man har besøgt mange gange, og hvor man allerede kender de lokale seværdigheder. Det er hyggeligt, men hverken spændende eller tiltrængt. Sagt på en anden måde, hvis karaktererne havde andre efternavne, og serien ikke var en del af A Song of Ice and Fire-franchisen, ville de fleste forventeligt gå i stå efter de første par episoder. Episode 1 har allerede modtaget bifald fra mange sider, men jeg må fortsat erkende mig en tand kontrær og tilstå, at jeg endnu ikke er helt overbevist. Dette ikke for at sige, at serien er ødelagt eller spild af tid, men det synes i stigende grad usandsynligt, at den bliver mindeværdig udover sin relation til et tidligere hit.