
Hvorimod jeg endnu ikke har taget hul på massive, omfattende anime-serier som One Piece eller Bleach, så er jeg så småt begyndt at engagere mig i genren, og fanger gerne potentielt nye, aspirerende franchises som jeg kan opleve sæson for sæson - Demon Slayer, Dan Da Dan, Delicious in Dungeon er alle eksempler på sådanne serier jeg har set og nydt som de er udkommet.
Seneste skud på den stamme er Sakamoto Days, en ny anime fra TMS Entertainment, som er baseret på en nyere, og ret populær manga-serie, og som tydeligvis fangede Netflix' opmærksomhed, der tidligere har huset blandt andet Dan Da Dan, Delicious in Dungeon og mange flere.
Men selvom jeg endnu kun har set to afsnit af en sæson der efter al sandsynlighed kommer til at bestå af mange, så er jeg lettere lunken fra start af, ikke fordi serien mangler hjerte, en relativt "quirky" præmis, eller et innovativt udgangspunkt, men snarere fordi at for en serie der bryster sig med hæsblæsende action, så er netop animationskvaliteten simpelthen ikke rigtig god nok.
I Sakamoto Days følger vi den engang legendariske lejemorder Taro Sakamoto, der efter tilfældigvis at have fundet kærligheden på toppen trækker sig helt og aldeles fra faget, og sværger aldrig at slå ihjel igen. Men i bedste John Wick-stil tillader den kriminelle underverden naturligvis ikke en "quitter", og derfor sender de Shin efter Sakamoto, som så opdager at driver en lille købmandsbutik, er blevet lidt bred om hofterne dog uden at miste noget af sin legendariske hastighed og styrke som verdens bedste lejemorder.
Sakamoto selv siger faktisk ikke noget, han er noget der ligner en stum karakter, og benyttes derfor primært som et stykke koreografi i seriens kampscener, og som komisk nikkedukke i pusterummet imellem. Jo, han får enkelte punchlines ved at Shin kan læse hans tanker, men indtil videre er denne begrænsning en lettere ærgerlig mavepuster for tempoet.
Det er tydeligt fra start af at Sakamoto Days handler om længerevarende, brutale og koreograferede kampsekvenser, hvor særligt Sakamoto selv skal demonstrere sin overlegenhed idet hans fortid tvinger ham til igen at slå på tæven. Det er ikke fordi det er helt amatøragtigt, og der er lagt en masse arbejde i at demonstrere hastighed og styrke, men både i førnævnte koreografi og i den animationskvalitet der skal eksekvere disse, så er Sakamoto Days virkelig ikke Demon Slayer, eller Jujutsu Kaisen. Og det burde den virkelig være, når nu så meget fokus placeres udelukkende på glæden ved at se Sakamoto uddele ørefigner.
Særligt animationskvaliteten føles sløv, og når karaktererne eksempelvis udveskler skud, som sker særligt i det første afsnit, så mangler der dynamik, bevægelse og indlevelse.
Det er ikke fordi Sakamoto Days decideret ikke kan anbefales. Præmissen er fjoget, men forhåbentlig bliver der plads til at Sakamoto selv kan udvikle sig fra en slags gung-ho Totoro til noget lidt mere innovativt, og forhåbentlig kan dueller i kommende afsnit vise at TMS forstå at sammensætte lækre kampe. Indtil da, er jeg dog skuffet.