Vi anmelder de første tre afsnit af The Lord of the Rings: The Rings of Powers anden sæson

Kim anede ikke, da han skriblede sin anmeldelse af Borderlands-filmen, at hans dom skulle vise sig at eksistere ret langt fra den etablerede kritiske konsensus. Faktisk var den så langt fra medianen, at flere af jer stillede kritiske spørgsmål til legitimiteten af hans subjektive holdning, som et eller andet sted er fair nok.

Jeg havde ikke umiddelbart tænkt mig at anmelde anden sæson af The Lord of the Rings: Rings of Power. Jeg vidste i forvejen at jeg var en del mere positivt stemt overfor den kontroversielle første sæson end de fleste, og jeg har desuden mildest talt travlt med at få al vores herlige Gamescom-dækning udgivet. Men så så jeg at min svenske kollega, Petter, havde i sinde at kvittere med et 5-tal, og så følte jeg mig nødsaget til at give mit besyv med. Her kommer anmeldelsen af de tre første afsnit, som I kan se fra den 29. august, hvorefter der følger et afsnit af gangen hver uge.

Før vi dog går i gang er det igen værd at slå fast med syvtommersøm, at disse kritiske sondringer af film, spil og tv-serier er subjektive holdninger, som naturligvis ikke står alene, men som iklædes et væld af argumenter for hvorfor vi synes det vi synes. Derfor er det ikke helt det samme som en typisk Reddit-kommentar der bare proklamerer at noget "sucks", men heller ej bør du se det her som mere end min meget personlige holdning.

Ser du, jeg kan rigtig godt lide Rings of Power. Jeg synes ved gud ikke det er nogen perfekt tv-serie, og der er bestemt visse dele af både første og anden sæson, og de tre første afsnit af denne anden sæson, jeg ikke bryder mig om. Jeg synes fortsat ikke at Harfoot/Stranger-fortællingen integreres sømløst nok i det bredere narrativ, jeg synes til tider at Morfydd Clark er lidt for kølig som Galadriel, selvom hendes karakter er positioneret således så at denne kølige ængstelighed giver mening. Jeg synes denne nye sæson bruger for meget krudt på at humanisere Sauron, når hans mystik og allestedsnærvær i den originale trilogi (hvor han naturligvis er en meget anderledes skikkelse) er en del af karakterens appel.

Se, der er ankepunkter, og Rings of Power vil nok alle dage blive for stort et projekt, der tackler for meget kildemateriale og for mange stærke forventninger til hvad en seriefortolkning skal være, til at det kan blive en entydig succeshistorie. Men samtidig vil jeg fortsat argumentere for at Rings of Power helt grundlæggende forstår den grandiositet, det look og den stemning der er så unikt for Middle-Earth, og at set design, Bear McCrearys mildest talt episke score og effektive blanding af håbløshed og ukuelig optimisme arbejder sammen om at levere en fantasy-fortælling der ikke rigtig matches andetsteds på markedet.

The Lord of the Rings: Rings of Powers anden sæson begynder hvor den første slap, og her skal Middle-Earth nu for alvor forholde sig til Saurons tilbagevenden, og naturligvis til at elverrigets indflydelse, livskraft og magt langsomt ebber ud, en udvikling som måske kun de ringe der er smedet af Celebrimbor kan bremse. Det er det samme basale cast den her gang, der ligesom før driver plotudvikling tværs over Middle-Earth, men som samles under samme tematiske bannere. Der er et forøget fokus på uhygge, på sorg, på død og ødelæggelse i denne anden sæson, der for alvor viser verdens magthavere miste grebet om den fred, de har kæmpet hårdt for at opnå. Konger korrumperes af magtliderlighed og magelighed, venner bryder med hinanden, det onde vinder indpas alle steder. Det er en forfriskende tone, der dog blandes med den urokkelige tro på, at i sidste ende vil det gode i os alle klare skærene. The Lord of the Rings har alle dage benyttet klassiske arketyper, og gør det også her, men der er en indbygget dybde i hver af de karakterer kameraet bliver rettet imod, og de præsterer igen at mestre følelsesregistret på troværdig vis.

Selvom at Morfydd Clark som Galadriel, Robert Aramayo som Elrond og Charlie Vickers som... ja, I ved hvem, alle leverer solide præstationer, så er der mere fokus på de større bevægelser her hvor alle skakbrikkerne så småt er blevet placeret på brættet. Både de fysiske sets og den musik fra førnævnte Bear McCreary er til UG, så kæmper serien stadig med at bibeholde et fast tempo hele vejen igennem. Selv i løbet af de første tre afsnit er der dyk, særligt i form af Harfoot/Stranger-historien, der endnu ikke rigtig viser sig at have den store indflydelse på de ellers omfattende begivenheder, der ryster Middle-Earth.

Det kan endnu nå at gå galt, og det kan være, at du allerede nu ved at du ikke kan lide Rings of Power, hverken tidligere eller nu. Det er helt fair. Jeg tror ikke umiddelbart at denne anden sæson vil vinde skeptikerne over, men hvad jeg dog kan sige at jeg stadig nyder denne fortolkning af kildematerialet i fulde drag, og finder det episke scope og skarpe udførelse underholdende til den helt store guldmedalje. Skal alt være som Rings of Power? Nej, naturligvis ikke, og eksempelvis House of the Dragon er et glimrende eksempel på en anderledes men ligeledes effektiv fortolkning af solidt kildemateriale.

Ligesom Kim så aner jeg ikke om jeg har den mest positivt stemte anmeldelse af de første par afsnit af denne anden sæson, heller ej ved jeg om diskursen fortsat er giftig. Jeg står gerne på mål for min holdning, forsvarer den gerne, og respekterer så sandelig også at der findes mange der simpelthen ikke kan lide tonen, stilen og tilgangen. Men jeg er glad for at den her serie eksisterer, for nu.