The White Lotus er - på samme måde som en kort ferie opfrisker dit perspektiv på livet - en perfekt paletrenser som tv-seer. Som en person, der sidder foran en skærm det meste af dagen, er det svært for noget, hvad enten det er et spil, en film eller en serie, at overtale mig til at blive hængende foran en skærm i længere tid, end jeg burde, men The White Lotus har altid haft den relativt sjældne gave. En tv-serie, der aldrig føles som en stor forpligtelse.
The White Lotus tager os med til smukke feriesteder, og har altid været et meget seværdigt tv-show. Det skyldes ikke bare at man får et sjældent, karikeret indblik i hvordan de såkaldte "one percenters" reelt set lever, men at der ydermere er fokus på de mærkelige ting og afvigelser, der foregår på disse hoteller. Man ved, at noget er nødt til at gå galt, og The White Lotus leger ikke med tanken om, at den seneste sæson skal være anderledes. Udfordringen er at holde dig investeret i alle karaktererne, hvad enten det er i håb om, at de vil stige eller falde, eller for at se, hvem der får den mest uheldige skæbne.
The White Lotus sæson 3 tager os med til Thailand, et sted, der udstråler den samme varme og eksotisme som første sæsons location, men for at undgå en direkte sammenligning introducerer sæson 3 et fokus på velvære ved at bruge nye helbredelsesmetoder til at forsøge at fokusere sine gæster mentalt og fysisk. Dette fungerer også som en solid introduktion til vores karakterer, hvem de er, og hvad de søger efter eller beskæftiger sig med, takket være den tid, der er afsat til deres terapi. Det er måske lidt for direkte for nogle, men jeg fandt det engagerende og en god adskillelse mellem atmosfæren på de thailandske og hawaiianske feriesteder.
Der er et par ligheder mellem vores gæster i første og tredje sæson. Turen til Italien i The White Lotus sæson 2 føles mere som en afvigelse nu, da vi i sæson 3 igen har en dysfunktionel familie og et umage par, men at reducere disse karakterer til disse roller ville være at gøre dem en bjørnetjeneste. Jason Isaacs og Parker Poseys familie føles tydelig og frisk, og Walton Goggins og Aimee Lou Wood er langt fra de andre forhold, vi har set skildret i serien.
Det er i høj grad karaktererne, der holder dig fanget i The White Lotus, og selv om manuskriptet er glimrende, kommer en stor del af din investering i karaktererne fra deres skuespillere. Som forventet skuffer ingen af de medvirkende. Da jeg kun har set de første tre afsnit, kan jeg ikke udtale mig om hele sæsonen, men indtil videre går det godt. De bedste skuespillere er Parker Posey, som stjæler hver eneste scene, hun er med i, samt Carrie Coon og den altid fremragende Walton Goggins. Vi må nok bare acceptere, at Goggins er kongen af tv på dette tidspunkt. The Righteous Gemstones, Fallout og nu The White Lotus. Uanset hvad han går, udfører han et fantastisk stykke arbejde.
Castingen af thailandske talenter er også meget stærk, og igen giver The White Lotus dig mulighed for at finde nogle karakterer, som du faktisk kan føle med gennem dens skildring af personalet og de lokale, ligesom den gjorde i de tidligere sæsoner. Selv om jeg vil sige, at nogle karakterer er meget mere udviklede end andre, og man kan se, hvor favoritterne ligger i denne sæson, er der stadig masser af tid til at udvikle flere tråde, og i en serie, hvor et mysterium er kernen, er det nok bedst, at vi ikke kan regne alt ud fra disse tidlige stadier.
I disse tre første afsnit kan jeg ikke sige, at jeg er helt overvældet af det, jeg har set, men jeg er mere end spændt på at se, hvor denne historie vil bevæge sig hen. The White Lotus er lige så sjov, som den er hemmelighedsfuld, og den viser fortsat, at selv et smukt sted fyldt med smukke mennesker kan være alt andet end et paradis. Nu hvor Succession er slut, og Severance viser, at Apple TV+ kan være det nye hjem for prestige-tv, har HBO brug for en serie som The White Lotus, som er lige så god som nogensinde for netværket efter et par snubleture med House of the Dragon og Dune: Prophecy i 2024.
