Alien: Earth er, nærmest mere end nogen anden tv-serie jeg har set i årevis, uhyre vanskelig at placere og sætte en præcis kritisk finger på. Det ville altid være ret vanskeligt at se en lettere enigmatisk, ja nærmest auteur-agtig filmskaber som Noah Hawley i instruktør- og showrunner-stolen på et Alien-projekt, en franchise der er notorisk kendt for at lade gode film gå til grunde igennem indblanden fra producere, studier og pengemænd.
Men nu har jeg set de første to afsnit, og det har vist sig at være endnu mere komplekst end som så at afveje om hvorvidt Hawley og kompagni for alvor er kommet i mål her - men én ting er sikkert; Earth er ikke "safe" fjernsyn, heller ej er serien foruden ambition eller den spidsfindighed der eksempelvis har gjort Fargo så mindeværdig. Al "Hawleyheden" er, men det betyder ikke at serien, desværre, på magisk vis gør sig fri af de lænker som så ofte har holdt Alien-historier tilbage.
Alien: Earth foregår få år før den originale Alien fra 1979, altså i 2120. Ja, det skaber i sig selv lidt af et kontinuitetsmareridt, eftersom Nostromo-holdet synes at være de første der støder ind i Xenomorph-monstret i Ridley Scotts klassiker, men nu skal vi altså tro på at mange mennesker ikke bare er stødt ind i det år forinden, men at det sågar har besøgt Jorden, vores hjemmebane! Men det er altså præmissen; et forskningsskib udsendt af Yutani har indhentet fem dødsensfarlige arter fra universets afkroge, men på vej hjem går noget galt, og i stedet for at aflevere disse arter (hvoraf vores kære Xeno er blot den ene) så styrer rumskibet ned i New Siam, som er drevet af Yutani-konkurrenten Prodigy. Dette sker samtidig med at netop Prodigy, ledt af den meget unge trillionær Boy Kavalier (spillet af Samuel Blenkin), har gjort et større videnskabelige gennembrud, og har fundet en måde at overføre et menneskeligt sind til en androide, og disse to begivenheder bindes sammen i de traditionelle tematikker, såsom hvad bevidsthed er, hvad menneskets rolle i det store univers er, og al den anden sci-fi filosofi der som regel følger alt det kaos Xenomorphs skaber igennem deres ravage.
Historien er lige som det skal være, om ikke i forhold til ren og skær plot. At se disse arter pludselig udgøre en langt mere betragtelige fare igennem deres uplanlagte ophold på Jorden i den her kontekst skaber kun forøgede risici og bedre drama, og at lade Xenomorphs være bare én af flere arter, der er dødelige, uhyggelige og narrativt udefinerede lyder måske desperat, men det fungerer godt i det her serieformat. Desuden er alle de centrale præstationer her bundsolide, hvor vi særligt bliver nødt til at placere spotlys på Timothy Olyphants Kirsh, som han leverer med iskold, kalkuleret kynisme. Sydney Chandler er den allerførste af disse syntetiske mennesker, androider med "ægte" sind, og hun er ligeledes nærværende og effektiv i sin portrættering af den forvirrede Wendy. Der findes faktisk ikke rigtig en svag præstation imellem dem, og det er tydeligt, at Hawley kommanderer sine tropper med effektivitet og med sans for, hvad det egentlig er vi gerne vil se.
Og så alligevel ikke helt, for selvom Alien: Earth byder på masser af solidt karakterdrama, glimrende retrofuturistisk set design der ignorerer stort set alle andre film i franchisen udover den originale Alien og en generel forståelse og respekt for hvorfor Alien-universet er så magisk, så snubler den på en række kritiske områder, der er meget svære at tilgive. Først og fremmest er der selve introduktionen af Xenomorph-monsteret, der simpelthen reduceres alt for hurtigt til en forglemmelig rekvisit. Jo, jeg er akut bevidst om at vi efterhånden har set det her monster nok gange til at dets tilstedeværelse og trussel mindskes en kende; det forstod Fede Alvarez ved at trække suspensen til det absolut yderste før monsteret slippes løs, men her der brager der simpelthen hen i en af de første scener, og serien når virkelig ikke at komme sig i løbet af disse to første afsnit, om ikke andet. Det er ikke nogen dødssynd, for det er langt vigtigere at udseendet, musikken og dramaet blandt de menneskelige karakterer er spændende, og det har Hawley helt styr på. Men det er samtidig ikke helt godt at den titulære "Alien" i "Alien: Earth" ikke behandles med mere respekt på skærmen.
Dertil kommer små påmindelser om at Hawley, måske, ikke er gået helt fra fra irriterende studieindblanden. Det er naturligvis bare spekulation, men enkelte klip synes decideret ringe, der er en virkelig bizar indsættelse af en popsang i det første afsnit før den øjeblikkeligt tones ud, og der er decideret mærkelige tone- og pacing-skift der ikke synes spidsfindige men bare forstyrrende.
Det lyder af meget; at kokse introduktionen og behandlingen af Xenomorphs, og små forstyrrende fejltrin, men sandheden er at Alien: Earth faktisk overkommer disse problematikker ved netop at være en ret unik blanding af spændende karakterdrama, der lynhurtigt etablerer effektive platforme for solide udvekslinger mellem et investeret cast. Det blandes med et generelt flot udseende, et godt score og masser af stil. Vi er altså ikke kommet helt i mål, det er ikke det mesterværk som nogle måske havde håbet. Men Hawleys stilsikre... ja, stil, er ikke til at tage fejl af, og Earth er et decideret fantastisk sted for en aspirerende Alien-fan at starte. Jeg kommer til at løbende se episoderne, og rapportere tilbage om de små problematikker med pacing og Xenomorph-positionering aftager, eller tiltager i styrke som serien skrider frem, men indtil videre kan jeg glædeligt rapportere, at Alien: Earth hører til blandt de bedre Alien-projekter - du kan ånde lettet op.