Mange skulle vise sig at være uenige med mig, men jeg kunne ret godt lide den måde Obi-Wan Kenobi startede på. Det synes at være et solidt, beskidt og sandblæst fundament fyldt med gravitas og narrativ dynamik. Det er ikke det samme som at de to første episoder var perfekte, men de vidnede dog om en hel konsekvent forståelse for hvorfor prequel-historierne alligevel har overlevet alle disse år.
Men særligt via det seneste afsnit virkede det som om at det hele begyndte at svirre i den forkerte retning, og alle de bekymringer der først lurede ude i horisonten stod vi pludselig ansigt til ansigt med.
Det femte, og næstsidste, afsnit af Obi-Wan Kenobi er bedre end det fjerde, lad os starte der. Men den her serie er for alvor ved at løbe tør for tid, og netop det begrænsede antal episoder vil med stort sandsynlighed betyde at utal af faktorer forblive uforløst, og ikke på den gode måde.
Vader spiller i det her afsnit en mere central rolle, og det er bemærkelsesværdigt hvor faretruende en figur han er i hver eneste scene. Han, og Obi-Wan, er fortsat det bedste aspekt af seriens konstruktion, heldigvis. Vaders brede angreb på den uskyldige rebelbase er desuden et godt kanvas, og det er rart at se tempoet blive skruet en kende op henimod slutningen.
Tonen er dog stadig forvirret, som om at serien endnu ikke ved om den skal fastholde en smal og personlig fortælling, eller om dette også handler om oprørets spæde start, og dermed en bredere historie om det jerngreb imperiet nu holder om galaksen.
Hele serien har Vader og Obi-Wan kun momentvis været i dialog, og det er måske for det bedste, men det er efterhånden alt sammen build-up, og når nu der vitterligt kun er 45 minutter tilbage, så er det bare... ja, svært at forestille sig at det bliver til noget tilfredsstillende.
Det der med tiden er også lidt prekær andetsteds. Var der ingen andre end mig der studsede lidt over Obi-Wans ret pludselige omgang med lyssværdet og brug af The Force i inkvisitionens hovedkvarter? Det er ikke fordi han ikke kan - det er mere fordi at rent dramaturgisk sker den transformation lidt for hurtigt, og uden alt den narrative fanfare den overgang ellers ville kræve. Der er bare, når alt kommer til alt, for lidt tid.
Når det så er sagt får Reva endelig, endelig, reel karakterudvikling i det her afsnit, og det er endnu et aspekt som påbegyndes nu, men som efter al sandsynlighed ikke forløses med den tid der er tilbage. Men det er dog rart at se hende vise et bredere spektrum af forståelige følelser. Moses Ingrams portræt af Reva er dog stadig et mangelfuldt et, men først nu får man følelsen af at det ikke er Ingrams fortolkning, men karakterens positionering den er gal med. Desuden er selve kampkoreografien en hel del bedre end før.
Jeg håber at det sejtte og sidste afsnit kan formå at lukke og slukke med maner, fordi alle de rigtige frø blev sået i starten. Men det her er bare et eksempel på hvordan miniserieformatet skal passe til bredden på den historie man ønsker at fortælle, og her synes der bare at være lidt for store ambitioner.