Skulle du have misset det, så startede showrunner Noah Hawley ud med at lave en seriefortolkning i samme univers som Coen-brødrenes ikoniske Fargo, og den første sæson, ledt an af vores egen Bilbo, Martin Freeman, cementerede serien et ry som en af HBO's bedste serier.
Senere sæsoner har været af svingende kvalitet, men denne femte, ledt af John Hamm, viser at Hawley stadig har masser af energi tilbage.
Hamm (kendt fra "Mad Men," "The Town," og "Top Gun: Maverick") er imponerende som en fed, vred, morderisk, korrupt, og meget religiøs karakter. Han portrætterer i femte sæson af tv-serieversionen af Coens Fargo den bibelciterende, psykopatiske sherif Roy Tillman på en måde, der er så overbevisende (og uhyggelig), at jeg tror, jeg vil huske karakteren i mange år fremover. Det er på baggrund af hans præstation at min dom over denne sæson generelt udarbejdes - uforglemmelig, bemærkelsesværdig, mærkelig og meget, meget sjov.
Joe Keery fra "Stranger Things" leverer en morsom og god præstation som den korrupte sherifaspirant og superskurk Gator. At finde den rette balance mellem blodig ultravold, ondskab, vrede, og kulsort vanvittig humor må være noget af det sværeste at gøre som instruktør og især som manuskriptforfatter. Showrunner Noah Hawley har virkelig vist, at han mestrer det, især i denne femte, men selvfølgelig også i første runde af serien. Den er lige så hylende morsom, som den er stram og skræmmende, og jeg elskede hvert sekund af sæson fem.
Jon Hamm er klart en af vor tids største karakterskuespillere, og her spiller han en rolle, der ikke et sekund minder om Don Draper fra "Mad Men." Historien her er klart stærkere end i de sidste tre sæsoner, og karaktererne, samt castingen, er bedre og mere stramme. Hawley fortæller en "virkelighedsbaseret" historie om, hvordan en beskeden lille tynd husmor med en stille, sprudlende lille familie i Minnesota lever med en stjålen identitet efter at være stukket af fra nabostaten, fra den storhovedede sherif Tillman og et iøjnefaldende voldeligt ægteskab. Da det bliver opdaget, og sheriffen via en gruppe mere eller mindre klodsede lejesvende sætter sig for at "hente" sin ekskone hjem, tvinger de hende op i et hjørne, hvilket fører til uventede drejninger, vold, hævn og masser af bizarre ture frem og tilbage. Forviklingerne er mange og bliver mere og mere bizarre, jo længere ind i sæson fem vi kommer, og temaerne her er strålende. Hawley tackler emner som religiøs tro, klasseskel og loyalitet på en måde, der er beundringsværdigt morsom, og der er en klang i den formulerede dialog, som er smuk, aldrig overdrevet, men snarere overraskende poetisk.
Mange af de involverede personer er gode her, men der er desværre en ret stor undtagelse, for Jennifer Jason Leigh er ligefrem smerteligt dårlig som en arrogant multimilliardær-mogul, og truer til tider med at bringe hele scener til grunde bare via hendes kantede levering. Samtidig med det er især Hamm er så god, at det næsten er svært at fordøje. Som jeg nævnte tidligere, er karakteren Roy Tillman så mindeværdig i sin egen koncentrerede ondskab, at jeg bare vil se mere, mere og mere. Fargo har ikke været så god, siden tv-serien først debuterede, og der er i øjeblikket ingen mere passende vinteropfølger at bruge tid på.