Obi-Wan Kenobi er blevet bedre afsnit for afsnit, ingen tvivl om det, og det skyldes uden tvivl det her insisterende fokus på en kommende duel, en konfrontation, der giver spænding og drama.
Vi efterlod sågar Obi-Wan i sidste uge i en prekær situation efter den første af flere dueller med Darth Vader i et afsnit der effektivt læner sig ind i den dystre og dunkle tone. Så formår det fjerde afsnit at fortsætte i samme spor?
Nej, er det korte svar. Leia er blevet taget til fange i Sith-inkvisitionens hovedkvarter, og Obi skal så redde hende, det er en sekvens der forsøger at spejle den originale redning af Leia om bord på den første (af mange) Death Star-skibe, men i praksis er det her bare en sløv narrativ omgang, der kører i narrativ tomgang, en overraskende beslutning fra folkene bag når nu der kun er seks afsnit at gøre godt med.

Det er værd at pointere, at Ewan McGregor stadig er komplet dedikeret til rollen, og man kan faktisk mærke at han ligefrem nyder et comeback til både prequel-strukturen og hans fortolkning af karakteren. Samtidig er Moses Ingrams Reva Seldana fortsat et gigantisk problem, og hendes ujævne præstation der til tider undereksponere for så at bevæge sig drastisk over i overeksponering ødelægger alle scene hun er med i. Det er ærgerligt, det er det virkelig.
Det hjælper heller ikke, at Obi-Wan Kenobi nu løber ind i netop det problem vi allesammen har identificeret på forhånd, nemlig at det er svært at skabe egentlig fare, når vi ved at alle klare skærerne i sidste ende. Leia overlever, Obi-Wan overlever, ja selv Darth Vader - men alligevel er hele afsnittet centreret omkring et tilsyneladende farefuldt udbrud fra en et af Sith-ordenens hovedsæder, men vi kender allerede udfaldet.
Det er stadig let at mærke Obi-Wans forvirring, og hans skyldfølelse, men afsnittet avancerer heller ikke det her aspekt, og vi stort set lige vidt efter afsnittet, som vi er før, igen en bizar ting at slå fast når nu vi vitterligt kun har to afsnit igen før serien lukker og slukker, tilsyneladende for evigt.

Igen, det her er en utrolig pæn serie, og brug af lys og lyd er decideret fantastisk. Ligeledes stiller afsnittet nogle større spørgsmål af inkvisitionens egentlige formål, som kunne blive spændende i fremtiden, men det er dog, igen, begrænset plads til at besvare dem.
Samlet set er det her dog et ret signifikant skridt i den forkerte retning for Obi-Wan Kenobi, og jeg håber at den kommer tilbage på sporet inden det hele er forbi.