Dansk
Gamereactor
Serieanmeldelser
Clarkson's Farm

Vi anmelder fjerde sæson af Clarkson's Farm

Ja, det her er stadig kongeunderholdning, selvom det er uvist hvor længe det hele holder.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Jeg har tidligere udvist stor entusiasme omkring Clarkson's Farm. Jo, jeg er garvet Top Gear-fan, særligt af de sæsoner hvor det var mest fokus på det pusserløjelige, ekstremt underholdende venskab mellem de tre værter, og før det hele blev lidt for stort, planlagt og tilrettelagt, men samtidig er stort set alle jeg er kommet i kontakt med omkring dette spin-off med fokus' på Jeremy Clarksons eventyr som professionel landmand, faldet pladask for det.

Hvad er den hemmelige ingrediens her? Hvorfor er netop det her programkoncept så underholdende, og så "wholesome"? Det er ikke nødvendigvis Clarkson selv, der fortsat ikke altid er lige sympatisk, og heller ej er det nødvendigvis hele ideen om vedligeholdelsen af et større engelsk landsted, og de udfordringer der hører med. Nej, magien findes et sted under de her overfladiske genremarkører, og det har altid været svært at påpege præcis hvorfor Clarkson's Farm fungerer så godt som det gør, men det er tydeligt efter bare 10 minutter, at det gør det bare.

Clarkson's Farm
Dette er en annonce:

Den fjerde sæson er lidt anderledes, idet man for første gang kan mærke på de personer der medvirker, at de tre foregående sæsoner har været så stor en succes. Caleb er ikke længere en lokal entreprenant bondemand der har aldrig har været uden for denne relativt lille del af England, han er nu stand-up komiker med sit eget show baseret på Clarkson's Farm. Dette tab af sand, isoleret autenticitet stikker lidt hist og her, og forbliver en lille skygge i løbet af sæsonens første par afsnit.

Men derudover er alt, heldigvis, ved det gamle. Jo, Jeremy ønsker at starte en pub for at gøre det lettere at sælge alle de ressourcer han får fra sine marker, sit slagtekvæg og de andre dyr der rumsterer rundt på det store landsted, men derudover er der netop en ro, en afslappethed over hele måden det her show er skruet sammen på, der øjeblikkeligt indfinder sig i dine knogler, og signalerer klart og tydeligt at du kan lade skuldrene falde lidt ned.

Om hvorvidt metaltrætheden til sidst indfinder sig netop fordi showet ikke som sådan har mulighed for at genopfinde sig selv, eller har mulighed for kunstigt at konstruere nye udfordringer, det må tiden vise, heller ej virker det som om at Clarkson selv er interesseret i at lave tv for evigt, men denne fjerde sæson viser stadig hvor grundlæggende underholdende den her præmis er.

Clarkson's Farm
Dette er en annonce:

Det skal ikke ses som noget forsvar af Clarksons ideer eller holdninger, men under underholdningsværdien er faktisk, måske utilsigtet, ret meget information om de udfordringer både konventionelle og økologiske og progressive landbrug står overfor med forværrende vejrforhold og utilsigtede problematikker gennem Brexit. At det ses igennem Clarksons lettere sarkastiske og økonomisk belejlige position er en anden sag, men heldigvis er serien ret god til at lade andre, mindre beskyttede landmænd komme til orde, der tydeligvis kæmper for at overleve, som det er lige nu.

Det kombineres med snorlige redigering, spidsfindig musik og en sans for at finde skønheden i både dyrket og udyrket natur, og så har du endnu en sæson, der godt nok spiller samme melodi, igen, men som du alligevel elsker at danse til. Det er umuligt at sige om det her kan blive ved meget længere, måske vil berømmelse og kunstighed alligevel finde en vej ind, men for nu er Clarkson's Farm et af de bedste programmer du kan finde blandt alle streamingtjenesternes fælles bibliotek, og det er ret imponerende.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Et andet syn

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold