Skip to main content
Serie

Vi anmelder første afsnit af The Book of Boba Fett

Det handler om en anden dusørjæger, men denne og The Mandalorian hænger ret tæt sammen.
Magnus Groth-Andersen 29 december 2021

Hvorimod Disney ikke rigtig har formået at få styr på en klar og tydelig vision bag Star Wars som filmunivers efter overtagelsen af Lucasfilm, så må man give dem at der er en spænding omkring Star Wars-serier på en måde der aldrig har været før. Det skyldes først og fremmest The Mandalorian, som i brede træk også fortjener den hæder den løbende høster.

Den repræsenterer en ny tone, en ny og strammere fortolkning uden lyssværd og intergalaktiske politiske konflikter - et mere brutalt kig på den grimmere, mere beskidte side af George Lucas' vision, og indtil videre har det så sandelig været kigget værd.

Og hvorfor al den snak om The Mandalorian i en anmeldelse af første afsnit af The Book of Boba Fett? Jo, fordi denne nye serie om én af universets mest ikoniske karakterer virkelig spejler sig i Jon Favreaus serie - til det punkt hvor de nærmest kan betragtes som værende sammenhængende.

Det første afsnit introducerer på samme musikalsk facon, bruger samme font til episodetitlen, og har rent tonemæssigt så mange ligheder, at det så sandelig ikke er tilfældigt. Om det er et plus eller minus afhænger nok af hvor meget du kan lide The Mandalorian, men én ting er sikkert; Disney har tilsyneladende en ret klar idé om hvad de vil med det her serieunivers, og det er svært ikke at bifalde, når nu resten af processen har været defineret af kaos.

Selve afsnittet handler om al den tid Boba Fett, igen spillet på en tilfredsstillende minimalistisk måde af Temuera Morrison, har manglet i det bredere Star Wars-univers, fra hans fald og tilsyneladende død i Sarlacc-monsterets mave til vi møder ham igen i The Mandalorians anden sæson. Hele sæsonen handler tilsyneladende om hans ønske om at indtage Jabba the Hutts trone som defacto leder af Tatooines underverden, og allerede i dette afsnit ser vi mange ikoniske lokationer, eksempelvis netop Hutt Castle.

Alt derfra betragter vi som spoilere, så vi vil spare jer for detaljerne, men det er sikkert at sige, at præcis ligesom The Mandalorian er The Book of Boba Fett sparsomt fortalt, smukt opsat og tilrettelagt og produceret med en sans for visuel detalje, som netop har manglet fra filmene. Det hele er ret præcist skåret til, og det hele hjælpes på vej af komponist Ludwig Göransson, som igen leverer noget ret storslået.

Det er vigtigt at slå fast, at vi starter helt stille og roligt her, og al den reelle udvikling vi kommer til at se, samt begivenheder der faktisk rykker Star Wars-universet fremad, er gemt til fremtidige episoder. Det efterlader os med en første episode der er så stram, at den som sådan har svært ved at træde ved siden af, samtidig med at man måske let kunne have kigget med, og ønsket sig en lidt bredere, ja måske mere ambitiøs åbning.

Lige meget hvad, så har The Book of Boba Fett indtil videre ikke uddelt løfter som synes umulige at holde. Det kan et eller andet, og produktionsværdierne er, igen, skyhøje. Hvad der dog forbliver det store spørgsmål er om hvorvidt det kan blive til noget større, ligesom The Mandalorians anden sæson formåede.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.