Dansk
Gamereactor
Serieanmeldelser
True Detective: Night Country

Vi anmelder første afsnit af True Detective: Night Country

Jodie Foster og Kali Reis leder an, og vi tillader os at være relativt positivt stemte.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Den første skelsættende sæson af True Detective betragtes af mange, inklusive undertegnede, som en af de bedste sæsoner fjernsyn de sidste mange, mange år. Ikke bare kickstartede det skaber Nic Pizzolattos karriere, og blev et af HBO's største originale hits, det var også starten på det som nogle kalder "The McConaissance".

Men lige så elsket som den første sæson endte med at være, lige så skuffende og destruktivt for seriens ry var den opfølgende anden sæson, der trods et stjernespækkede cast skuffede på alle ledder og kanter. Dette gjorde i sidste ende at Pizzolatto og kompagni trak sig en kende og satte tempoet ned på udviklingen af fremtidige sæsoner. I 10 år har vi kun fået serveret tre sæsoners True Detective - det i sig selv ret vildt.

True Detective: Night Country
Dette er en annonce:

"It's happening again", siger kæmpen i Twin Peaks, for nu har vi taget hul på endnu en sæson, en længe ventet en af slagsen ved navn "Night Country", og Twin Peaks-referencen går faktisk igen i selve strukturen, i det mindste for nu.

Jodie Foster spiller Liz Danvers, en broget efterforsker der arbejder i en lille by ved navn Ennis i Alaskas "night country", hvor der er mørkt godt og vel to måneder af året. Vi står på tærsklen til denne periode i det hele begynder, og det centrale mysterie tydeliggøres. Et dusin forskere fra et privat anlæg uden for byen forsvinder alle sammen samtidig under mystiske omstændigheder, og Liz, samt hendes tidligere partner Navarro, påbegynder en efterforskning, som allerede nu i det første afsnit har overnaturlige undertoner og som tilsyneladende kommer til at stikke dybt i byens moralsk mudrede fortid.

Præmissen er solid. Det klæder True Detective at fastholde fokus på en enkelt flække, i bedste Twin Peaks-stil, og heldigvis er tilpas mange mysterier og åbne spørgsmål til at etablere en central forundring hos seeren, som kan ende med at blive et af de mest afgørende virkemidler. Ligeledes leverer det centrale cast, primært bestående af Foster, John Hawkes, Kali Reis' Evangeline Navarro og Finn Bennetts Peter Prior ret solide skuespillerpræstationer, som godt nok ikke er på linje med Woody Harrelson og Matthew McConaughey, men som uden tvivl forankrer fortællingen her i det første kapitel.

Ligeledes er Ennis, og måske mere bare Alaska, et bundsolidt backdrop for uhyggelig, involveret og hygge-depressiv storytelling, og der er da også glimt af effektiv kinematografi hist og her, som er med til at udbygge universet, samt ret fed musik hele vejen igennem.

Dette er en annonce:

Det er ikke fordi at alle de centrale beats lander. De subtile referencer til "she's awake" er tilpas bekymrende, og de mystiske omstændigheder omkring forskernes forsvinden er ligeledes spændende igennem denne første time. Men der er også småting der er lettere kluntet sammensat, og ikke helt har den gravitas, det tilstedevær og måske mest afgørende, det flair som gjorde den første sæson så mindeværdig.

True Detective: Night Country

Lige nu mangler der måske mest lidt særpræg, lidt finesse, en måde hvorpå det underlige, det bizarre og det usammenhængende manifesteres på en mere direkte måde. Apropos David Lynch, der også ønskede at udforske det øvre lag af et tætpakket lokalsamfund, og dernæst lagene derunder, så var det et mærkeligt zoom på en dryppende vandhane, eller at blive hængende med kameraet fikseret på viften i loftet hos Laura Palmer lidt for længe. Der er lidt af det her, men ikke nok, og jeg krydser fingre for at Night Country ikke bare opklarer sin centrale sag, men når at bygge mere ulmende uhygge og uro inden det hele er overstået.

For nu er det nok at slå fast, at det er rart at True Detective er tilbage. Der er noget her, der bare virker, og det virker også denne gang. Om jeg kan sige det samme når slutteksterne ruller, ja det bliver spændende at finde ud af over de næste uger.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold