Vi anmelder første afsnit af Uzumaki

I en tid hvor jeg slet, slet ikke anså mig selv som en fan af hverken manga eller japansk animationskultur, så købte jeg Junji Itos Uzumaki som hardback på Amazon, og blev bonget i tolden for så at skulle betale dobbelt for hardback-versionen. Den var dog det hele værd, og stadig den dag i dag står den så jeg akkurat kan skimte bogryggen fra min stol på vores lille hjemmekontor.

Jeg elsker Uzumakis mystiske setup og Itos monokromatiske streg, jeg elsker de groteske billeder, den måde det mondæne møder det fantastiske - ja, der er mange aspekter der for alvor har stået tidens tand, men når folk snakker om Ito, så snakker de som regel i visuelle vendinger. Det handler om design, om enkelte celler af den samlede tegneserie, som er blevet en del af kunstnerens ikonografi.

Denne nye Adult Swim-baserede fortolkning tager disse uhyggelige, klamme billeder, og løfter dem direkte fra siden og ind i en anime-sammenhæng. Hvis du enten ikke har set dem før, eller måske har og ønsker et kærligt gensyn, så er det præcis hvad denne serie giver dig - hverken mere eller mindre. Det her er en direkte fortolkning af Uzumakis forskruede fortælling med kun animationsmæssige særpræg. Og måske er det nok?

Grunden til at jeg positionerer Ito mest af alt som en mere visuel designer er ikke for at underminere hans evne til at fortælle historier, men denne serieversion af Uzumaki belyser både det originale værks styrker - og svagheder, hvoraf ret klassiske narrative teknikker som tempo, sammenhæng og dialog klart er Uzumakis svageste led ved siden af de unikke, suspense-prægede enkeltstående scenarier, der kun fremstår mere helstøbte og effektive her som anime.

Særligt Uzumakis nærmest antologi-agtige struktur passer ikke helt lige så godt ind i en animeret sammenhæng, og selvom at hver af de forskruede fortællinger bidrager til en uhyggelig helhed, altså Kurôzu-Chos gradvise rejse gennem spiralen (både figurativt og bogstaveligt) og systematiske forfald, fremstår alligevel lige så fragmenterede som i tegneserien. Der er mere sammenhæng her, heldigvis, og det er der hvor folkene bag denne fortolkning tager de største kreativt risici, nemlig ved at forstærke bindingsvævet mellem de adskilte fortællinger, men det er stadig ikke helt nok. Min kæreste Klara, der ikke har noget forhold til kildematerialet, mærkede det fragmenterede tempo øjeblikkeligt, og anså det som lidt af et turn-off, også selvom at de enkelte scener kan være uhyggeligt intense, og naturligvis uhyre kreativt rent visuelt.

Som sagt, det er i disse enkelte nedslag at Ito, og i forlængelse denne en-til-en fortolkning af tegneserien, spiller med de kreative muskler, og netop fordi der ikke er taget risici med disse afgørende scener, så er de præcis lige så kraftfulde som da jeg så dem på de monokromatiske tegneseriesider for næsten 10 år.

Det her er kun en anmeldelse af seriens allerførste afsnit, men det er meget, meget tydeligt hvilken slags fortolkning det her er, det er den mest trofaste af slagsen, og det er værd at respektere, men dermed er de små fejltrin også blevet kopieret over ret så direkte. Det bør man tage med, men du bør samtidig opleve Uzumaki - på den ene eller den anden måde.