Marvel har ikke tænkt sig at stoppe med at satse lige så meget på tv-serier, som på store spillefilm fremadrettet, så den her balance imellem de to formater er tilsyneladende kommet for at blive. Og det synes faktisk at være en glimrende idé, for begivenhederne der blev enten efterladt til fantasien imellem to film, eller blev uvelkomment presset ind i filmene, som kun bidrog til generelt oppustede afspilningslængder, kan nu afvikles i serier, hvor karakterer desuden kan få lidt mere ilt og plads.
Hawkeye er virkelig et solidt eksempel på hvordan dette virker præcis efter hensigten. Ja, det er et lige så godt eksempel på at det virker, som at Falcon and the Winter Soldier er et eksempel på at det ikke gør.
Først og fremmest har Hawkeye, ligesom Loki og WandaVision, virkelige konsekvenser for det bredere MCU, og begivenhederne her føles hverken ligegyldige, eller "spin-off agtige". Tværtimod. Begivenheder fra Black Widow, fra andre Marvel-relaterede serier, fra Avengers, refereres og behandles og med stor ynde det meste af tiden, og det sker sågar via en blanding af humoristiske selvbevidsthed og den gravitats som nogle af disse begivenheder fortjener.
Midt i hele står Jeremy Renner, der giver sin bedste præstation som Hawkeye til dato. Ikke bare læner serien sig ind i hele ideen om at hvorimod Thor er nordisk gud, så har Clint Barton bare en bue, men hans brogede fortid giver ham en knusende ro, et overblik og en taktisk sans, som er grunden til at han blev en så afgørende del af Avengers-holdet til at starte med. Alt det er til stede, og det blandes både med hans ironiske gemyt og den metaltræthed der kommer af at være verdens frelser i flere omgange.
Renner leverer en jordbunden og relaterbar præstation her, som giver serien dybde og spænding, og materialet han får lov at arbejde med er også tydeligvis bedre syet sammen, end det eksempelvis Mackie og Stan fik i netop Falcon and the Winter Soldier.
Han får selskab af et mildest talt solidt cast, bestående af den altid glimrende Vera Farmiga, Florence Pugh som Yelena Belova naturligvis Hailee Steinfeld, der spiller Kate Bishop, eller måske snarere Hawkeye Junior, om man vil. Steinfeld har bevist sig gentagne gange, blandt andet i hendes første film True Grit, og hun har ligeledes en ret direkte og akavet måde at spille skuespil på, der gør hende særligt egnet som den naive med lærenemme protegé. Der bydes på solidt skuespil over hele linjen, og selvom at serien til tider giver sig selv lidt for meget plads til enten melodrama eller decideret stand-up, så er hele pakken samlet set ret afbalanceret.
Nogle af action-sekvenserne synes mindre overbevisende, og selvom at Barton og Bishop begge er eksperter i nærkamp, så er der både en biljagt halvvejs inde der ser decideret grim ud, og nogle få kampe der simpelthen ikke rigtig har den tyngde, som andre serier, og film, fra MCU kan præstere. Det hele er dog pænt sat op, og ideen omkring juletemaet fungerer ganske glimrende, og giver serien en vedholdende identitet igennem alle seks afsnit.
Ja, seks afsnit af en time - en perfekt længde samlet set, noget som Marvel har vist sig gode til. Miniserieformatet passer glimrende her, og serien får både tid til at ånde, og at etablere tydelige motivationer og forhold karaktererne imellem, men samtidig er den også slut før det hele begynder at slæbe sig over målstregen.
Den primære anke man kan rette imod Hawkeye er måske, at hvorimod samtlige aspekter af oplevelsen er velkoreograferede, solide og underholdende, så er der ikke ét eneste øjeblik der direkte overrasker, eller spiller imod publikums forventninger. Det lod netop til at være pointen med Loki, og WandaVision, at kaste vores helte ud på så dybt vand rent tematisk, at man var klistret på skærmen for at se dette koncept udvikle sig. Sådan er Hawkeye ikke, for præcis ligesom pilene han affyrer at der tale om et "straight shot". Ja, man kunne måske tale om en serie der er "to the point", men det er samtidig også mere "hit" end "miss" - okay jeg stopper nu.
Hawkeye leverer, det er sådan set det vigtigste, og giver vores helt mere plads at spille på, noget som Jeremy Renner takker ja til med kyshånd, og udfolder sig på en måde der ikke tidligere har været plads til. Det er hele pointe med Marvels seriesatsning, og selvom den ikke tager nogen chancer med formatet eller karakteren, så er det dog ganske tilfredsstillende fjernsyn.