Vi anmelder hele den første sæson af Fallout

Et af de første spil jeg nogensinde selv spillede på PC var "Fallout" fra Black Isle Studios. Måske på grund af min unge alder på det tidspunkt, eller fordi jeg ikke var så fortrolig med rollespilsgenren, som jeg er 26 år senere, var denne første oplevelse ikke noget særligt for mig. Men den lagde et solidt fundament for min kærlighed til science fiction. Den retro-futuristiske postapokalyptiske verden landede med en kraft som tusind megatons i min unge hjerne, og mange år senere kan jeg sige, at spilserien (nu i hænderne på Bethesda) er en af mine favoritter som gamer. Så jeg bestemte mig for, at jeg ikke ville gøre det nemt for Kilter Films og Amazon med "Fallout", denne gang som seer. Og selvom de heller ikke har haft det let med at forsøge at binde tre årtiers spil og historier sammen i ødemarken, har "Fallout" formået at klæbe mig til skærmen og overgå adaptationsklassifikationen til at være en fantastisk fiktiv serie med stort budget, der flyver på egen hånd.

Jonathan Nolan og hans fantastiske hold har, som sagt, ikke haft det let. I modsætning til andre store tv-filmatiseringer af videospil i nyere tid som "The Last of Us", var der her ingen forudgående karakterkonstruktion, da hovedpersonerne i "Fallout" altid har været en avatar for spilleren. Men kendskabet til og kærligheden til spillene har betydet, at enhver, der ser Ella Purnell, Aaron Moten eller Walton Goggins på skærmen, vil kunne huske lignende øjeblikke fra deres spil. Og det er os, der har spillet, der forstår dette. Et andet punkt, hvor "Fallout" rammer plet, er ved at gøre en verden så kompleks, brutal og karismatisk som deres, tilgængelig for seere, der aldrig har holdt en controller eller et tastatur.

Serien begynder langsomt og viser os et blomstrende dystopisk Amerika, hvor atomkraft udviklede sig meget hurtigere efter Anden Verdenskrig, og teknologier som robotassistenter, rekonstruktive operationer eller banebrydende våben udviklede sig meget hurtigere end samfundets mentalitet, tøj eller kultur. Derfor hører vi sange af The Ink Spots, Nat King Cole og Roy Brown, mens vi ser fusionscelledrevne køretøjer eller en Mr. Crafty-robot, der svæver i luften, mens den serverer en kold Nuka Cola til sin herre. Men denne amerikanske drøm lever under den voksende trussel om atomkrig med Kina, og det ser ud til, at McCarthy-heksejagten også overlever i efteråret 2077. Det hele er smil, fødselsdagskager og grillfester, indtil et blændende lys pludselig oplyser skærmen, og en enorm "mushroom cloud" fortærer byen Los Angeles. Og så dukker der endnu en op, og endnu en.

"Fallout" ønsker at udforske den postapokalyptiske verden ved fra starten at stille spørgsmålet om, hvordan man bedst genopbygger civilisationen: Vil det være som indbyggerne i Vault-Tecs Vault 33, der lever lykkeligt under tonsvis af bly og stål og ser sig selv som frelsere for den sparsomme menneskehed udenfor? Bliver det som Brotherhood of Steel påtvinger, gennem militært overherredømme og pseudo-religiøsitet? Eller bliver det anarki og den stærkestes ret, som vi ser det med The Ghoul? Svaret er tydeligvis meget mere gråt, end seeren først opdager, og i løbet af de otte episoder af en times varighed bliver de linjer og grænser, der afgrænser din moral, og hvor langt du vil gå for at overleve, vredet og bøjet, indtil de krakelerer, ligesom din idé om tillid, oprigtighed og loyalitet. Og de medvirkende bærer denne vægt på deres skuldre med stor succes.

Selvom de tre har en mere eller mindre lignende udvikling på skærmen, er der ingen tvivl om, at Ella Purnell og frem for alt Walton Goggins fuldstændigt stjæler showet. Goggins' rolle er om noget mere værdifuld end den unge Vault-beboer Lucy MacLeans, fordi hans karakter fungerer som en bro mellem verden før bomberne og nutiden, og hans optegnelser over 200 års liv er lige så brede, rige på detaljer og barske som hans egen hud. Det er uden tvivl skuespillerens bedste hovedrolle, og han fortjener bestemt en Emmy-nominering. Ella Purnell følger en mere forventelig narrativ sti på sin helterejse, og selvom Aaron Moten gør det godt, er hans tilstedeværelse på skærmen uden en T-60 power armor-dragt ikke så virkningsfuld som hans medspilleres, selvom han leverer sine replikker godt.

Og nu vi er ved Power Armor, Vaults og alt det der, så er det andet store plus ved serien, at man rent faktisk tror på det, man ser på skærmen. "Fallout"-spillene har altid haft en så tydelig æstetik, at hvis du så et enkelt smilende ansigt med en tommelfinger op, vidste du, at det var Vault Boy. Amazon var nødt til at gå all-in på både budget og produktion for at overbevise publikum, og det lykkedes. Desuden er det nemt at se, hvornår det hele pludselig giver mening, hvilket er cirka en halv time inde i første episode, og derfra, og i det øjeblik du holder op med at lede efter den bevidste reference med plakater eller genstande på skærmen, føles det hele som en ægte oplevelse, som vi kunne finde i ethvert "Fallout"-spil. Og den er fuld af referencer, nik og plottråde, der trækker kraftigt på det, vi allerede har spillet, så det er ikke så originalt i denne historie, selvom det er vævet godt sammen.

Måske er der øjeblikke, hvor fortællingens tempo mister lidt momentum på grund af behovet for at håndtere flere samtidige plots, men i sidste ende efterlader "Fallout" en god smag i munden i næsten alle sine episoder. Tilbagevendende bipersoner som Steph, Norm og Hank har også deres glimrende øjeblikke, og musikken, den sarkastiske humor og actionsekvenserne gør "Fallout" til en af de bedste videospilfilmatiseringer nogensinde. Jeg formoder, at det bliver et af de største tv-hits i 2024. Og jeg kan ikke vente med at se, hvor denne lovende sæsonfinale fører os hen. Because war... war never changes.