Fortællingen i House of the Dragon starter 172 år før Daenerys Targaryens fødsel, hvor Kong Viserys I (Paddy Considine) sidder på jerntronen og drømmer om en søn at kunne overdrage Westeros til. Dette opnås ikke umiddelbart, hvorfor han i stedet vælger at udpege sin datter Rhaenyra (Emma D'Arcy) som tronarver, hvilket medfører konflikter mellem de store huse. Intrigerne ekslaerer dog først for alvor efter Viserys gifter sig med Alicent Hightower, Rhaenyras bedste veninde, der endelig giver ham sin første søn, hvilket splitter riget i to.
Lig sin forgænger, Game of Thrones, har House of the Dragon stor fokus på karakterernes efternavne, hvor både løven, ulven og kronhjorten fylder, men også ældre navne, man kun genkender har man læst bøgerne. Eksempelvis gifter prinsesse Rhaenyra sig med et medlem fra Old Valyria, Laenor Velaryon, hvis far Lord Corlys Velaryon, selv higer efter at udskifte sin trone af drivtømmer med det uovertrufne sæde af jern. Seriens præmis, kampen om Westeros' højeste position, er således genkendelig fra sin forgænger, Game of Thrones, med faste ingredienser som komplicerede familierelationer, mord, politiske intriger, drager, incest og bedrageri. Det er med andre ord mere end en tematisk forgænger eller spinoffserie for Game of Thrones. House of the Dragon er skabt i samarbejde med George R. R. Martin, (der tydeligt ønsker at arbejde på alt andet end Winds of Winter) og er for det meste baseret på værket Fire and Blood (der er opkaldt efter Targaryens' husord). Serien er udover Martin produceret af Vince Gerardis, Ryan Condal og Miguel Sapochnik, hvor de to sidstnævnte ligeledes er hovedforfattere.
House of the Dragon udspiller sig over flere årtier og der passerer i mellem nogle afsnit mange årtier, hvorfor de unge skuespillere løbende omcastes og karaktererne har rig mulighed for at for at udvikle sig i forskellige retninger. Serien er lig sin forgænger utroligt karakterfokuseret og mens man kunne savne flere nuancer i karaktererne og udvikling mellem episoderne, især i de første seks episoder af sæsonen, formår anden halvdel for alvor at rette op herpå, hvilket resulterer i, at HotD etablerer sig som en af årets større overraskelser. Seriens sidste halvdel brillerer med velskrevne, intense familiemiddage og efterfølgende konsekvenser af både emotionel og politisk karakter.
Naturligvis er ikke alle karakterer lige interessante at følge, men både Paddy Considines Kong Viserys og Emma D'Arcys Prinsesse Rhaenyra er en fryd at overvære fra deres første scene til deres sidste, der begge formår subtile præstationer. Andre karakterer skal man i større grad vænne sig til før man får smag for dem, herunder eksempelvis Matt Smiths karakter, onkel Damon, der veksler mellem kaotisk og selvisk og nobel og god. G.R.R. Martin har udtalt, at Damon er en af hans absolutte favoritkarakterer i Westeros' historie, hvorfor han som en af de eneste i sæsonen formår at agere uforudsigeligt. Vi tilbydess i HotD desværre ikke meget moralsk tvetydighed eller mulighed for at dele vores sympati; det er fra første afsnit tydeligt, hvem der er heltene som vi skal holde med, og hvem der er de usømmelige skurke. Alicents sønner fremstilles allerede fra fødslen som amoralske monstre og Rhaenyras to ældste er næsten for perfekte til at have personlighed. Det er svært ikke at tænke, at seriens karakterer er udviklet med baggrund i citatet fremlagt af Barristan Selmy i moderserien til Daenerys (men oprindeligt formuleret af Jaehaerys II); "Madness and greatness are two sides of the same coin. Every time a new Targaryen is born... the gods toss the coin in the air and the world holds its breath to see how it will land." Karaktererne er således formet på en anden måde i denne serie end i GoT, hvor det især var en belysning af, hvordan der er godt i alle skurke og ondskab i alle helte. Der savnes med andre ord nuancer og farver, hvor alle ikke er opdelt i sort og hvid eller sort og grøn.
Visuelt er der tydeligt afsat en større portion af budgettet til dragerne, hvilket medfører, at en del samtaler igen foregår bag lukkede døre i små rum. Trods titlen på serien er der heldigvis ikke overdreven fokus herpå, og meget af plottet foregår i stedet ved middagsborde eller i stearinlyste rum. Seriens setdesign er som forventeligt i top og eftersom det meste af plottet udspiller sig på destinationer vi i forvejen kender (Dragon Stone, Kings Landing etc.) er det spændende at se, hvordan stederne så anderledes ud 200 år forinden Game of Thrones. Den begrænsede fokus på dragerne medfører ligeledes, at de fremstår noget mere storslåede og uovervindelige, når vi endelig ser dem brede deres vinger på skærmen.
House of the Dragon synes efter udskiftningen af børneskuespillerne i større grad at komme til sin ret, med højere tempo og flere risici. Det er ikke længere et slow burn af en serie, hvor eneste enkelte episode kan opsummeres i en sætning eller to, der primært føles som prolog. I stedet ligner det i højere grad serien, der originalt lokkede os alle til skærmen hver eneste uge. House of the Dragon er åbenlyst et familiedrama (bl.a. qua sin titel) og det er fantastisk at overvære de relationelle konflikter udfolde sig i større og større bølger. Efter flere ugers optrapning synes det efter det syvende og ottende afsnit især, at serien finder sin rette hylde, både i tone og tempo. Serien har tilpas faste rødder i det velkendte univers uden unødigt at slægte sig herpå. Det føles med det smallere spændvidde og fokus, at det er muligt at fortælle mindre og selvindholdte beretninger med færre konsekvenser på spil, hvor det fortsat opleves skæbnesvangert. Serien blev for mig bedre og bedre nærmest ugentligt, og især de sidste episoder er overraskende strømlinede og der balanceres fabelagtigt mellem etablerede historier og karakterudvikling. Derudover samles flere tråde endelig efter at have hængt løse i flere afsnit og der inkasseres en del fra de forrige episoders langsomme teasing. Jeg håber på en anden sæson, der fortsætter præcis i det tempo den første sæson sluttede i.