Vi anmeldte de første otte afsnit af FX' Shogun for efterhånden lang tid siden, og kunne i netop den anmeldelse slå fast, at hvis serien formåede at lukke og slukke med samme energi, intensitet og spænding som den startede, så ville vi kvittere med en flot karakter.
Siden da er der løbet meget vand under broen, og skabere Rachel Kondo og Justin Marks har demonstreret gennem det storslåede skuespillertalent, de diverse dygtige instruktører og fremfor alt en veldefineret narrativ ramme, at Shogun uden tvivl er blandt 2024's bedste tv-serier.
Over sine i alt 10 episoder, som fortolker hele James Clavells ikoniske roman, har Shogun udvist en uhyre sjælden kvalitet, nemlig en kalkuleret tilbageholdenhed, der doserer både action, store centrale set pieces og afgørende beslutninger, så disse blandes utrolig organisk med den mere nøgterne undersøgelse af det daglige liv i det feudale Japan. Samtidig har der, trods nogle enkelte lettere firkantede CG-sekvenser, været en insisteren på det praktiske, det mekaniske og det virkelighedsnære, og det samlede resultat er en gudesmuk serie der for alvor transporterer dig et helt andet sted hen.
Naturligvis er det også gennem effektive skuespillerpræstationer, at det hele får liv og bredde. Cosmo Jarvis leverer en mindeværdig central præstation som John Blackthorne, der virkelig er, sammen med Hiroyuki Sanadas Yoshii Toranaga og Anna Sawais Toda Mariko, fortællingens anker. Men måske mere end det; Shoguns karaktergalleri er enormt, og skildrer avancerede magtstridigheder dybt inde i det japanske magtapparat, og alligevel er der ikke en eneste, ikke en, svag præstation blandt disse mange skuespillere, der vidner om knivskarp direktion fra folkene bag kameraet, såvel som bare egentligt talent.
Særligt Tadanobu Asanos Kashigi Yabushige er genialt sammensat, og tryllebinder seeren i stort set samtlige af de scener han medvirker i. Han er så en perfekt afrundet modpol til den japanske insisteren på etikette og ære, og det er altid forfriskende idet han træder ind i billedet. Ligeledes er Fumi Nikaido storslået som Ochiba no Kata - glubsk, udspekuleret og uendeligt sårbar.
Det hele strikkes sammen med en fantastisk sans for tempo, der, igen, aldrig trækker tiden længere end højst nødvendigt. Ingen kampsekvens varer længere end den behøver, ingen scene er strukket - det hele er så organisk, og spændingen er derfor altid enorm.
Ingen serie er perfekt, og der er som sagt enkelte CG-skud hvor Shogun dropper sin realistiske, pragmatiske tilgang til set pieces til fordel for noget mere kunstigt, og desuden kræver den så sandelig at man holder tungen lige i munden, eftersom navne, lokationer, familier og sågar centrale karaktermotivationer ofte skal have to gange igennem hjernebarken for lige at sætte sig. Når det så er sagt, så er Shoguns historie simpel og yndefuld helt inde omkring kernen, og selv dem der ikke falder for det adelige Game of Thrones-agtige magtdrama, så er der noget mere direkte at gribe fat om.
Shogun er mesterligt fjernsyn, det er drama af en gammel skole, som i disse MCU-definerede tider kun skiller sig mere ud end tidligere. Der kommer aldrig en sæson 2, der er ingen franchise-interesser eller spin-off planer. Der er bare en glimrende historie, fortalt glimrende af glimrende talenter både foran og bag kameraet, og for det hylder vi Shogun.