Vi anmelder hele The Mandalorians tredje sæson

Selvom at The Mandalorians tredje sæson kom glimrende fra start, med et skarpt fokus på Mandalore, på et fælles mål og reintroduktionen af solide Bo-Katan Kryze, så vil selv den mest ihærdige fan nok indrømme at serien har for vane at tabe fokus, og vende tilbage til en slags "monster-of-the-week" opsætning.

Det er let at glemme dette uomtvistelige faktum, eftersom at sæsons sidste to afsnit formåede at samle nogle af de sporadiske tråde der er blevet introduceret i løbet af sæsonen til et glimrende slag på Mandalores overflade, samt solide setpieces og velkoreograferet action. Men ligesom med Obi-Wan Kenobi, så må vi, igen, ej forglemme at sæsonen har været ret så ufokuseret, selvom at vi afsluttede med bravur.

Udvidelsen af seriens fokus til ikke bare at være Din Djarins historie, men Mandalorians som folk, er dog en smart en af slagsen, og selvom at der uden tvivl vil være nogen der begræder tabet af det centrale, simple fokus på én mands rejse gennem galaksen, så er serien kun stærkere via førnævnte Kryze, Axe Woves og andre Mandalorian-karakterer. Problemet er snarere strukturelt, og særligt afsnittet om Jack Black og Lizzo fremstår som spildtid, specielt når længden på de diverse afsnit fluktuerer ret kraftigt, og vi kun har begrænset tid til at få lukket nogle af alle de spørgsmål serien har stillet i løbet af sæsonen.

Det er desuden svært at forstå skabernes vægelsindethed og lyst til konstant at introducere sidespring og distraheringer, når nu selve kernen; at de resterende Mandalorians stopper deres tilstand som intergalaktiske nomader, og genvinder kontrollen over deres hjemplanet, er så betagende og interessant. Nogle af disse tråde, såsom Carl Weathers' Greef Karga, fungerer som sådan fint, men visse segmenter fremstår ret så usammenhængende, og selvom at serien forsøger at skabe det nødvendige bindevæv, så virker det ikke altid efter hensigten.

Nej, sandheden er nok bare at The Mandalorian kan konstruere eminente scener, og opbygge solid suspense når det gælder, og dermed er det stadig denne serie der viser vejen frem for Star Wars som IP, men samtidig er det også mere nødvendigt end nogensinde før at folkene bag for alvor genfinder den røde tråd.

Heldigvis forholder det sig stadig sådan, at The Mandalorian både ser glimrende ud, og lyder endnu bedre. Dertil kommer der bundsolide skuespillerpræstationer (med undtagelse af Lizzo) fra Pedro Pascal, Giancarlo Espositos Moff Gideon og Katee Sackhoffs Bo-Katan.

Altså; The Mandalorian er stadig din tid værd, hvis du er Star Wars-fan, og via denne serie, og muligvis også Ahsoka når vi når så langt, bliver vejen banet for mere interessant historiefortælling, der byder på fed fanservice og interessante nye perspektiver og indfaldsvinkler. The Mandalorians tredje sæson er ikke helt lige så god som den kunne have været, og det er lidt en skam, men det betyder ikke at det er dårligt fjernsyn, langt fra.