Skip to main content
Gamereactor Hardware Huawei GT2 Pro
Hardware

Vi anmelder Huawei GT2 Pro og Honor GS Pro

Der er sket lidt med Huawei's aktivitets-ure siden det allerførste Watch GT.
Kim Olsen 12 november 2020

Vi modtog for nylig to smartwatches, der tilfældigvis kommer fra samme producent, om ikke andet indirekte. Det ene er Huaweis nyeste flagskib, GT2 Pro, og det andet kommer fra deres datterselskab Honor, som er vant til at lave mere aggressivt prissatte modeller. Så kan vi anbefale disse, eller måske bare ét af dem? Lad os finde ud af det.

Watch GT2 Pro er det klassiske ur, en lækker og diskret urrem, og en urkasse i metal. Det betjenes ved lige dele swipe og to kroner på urkassen. Det er en 46mm urkasse med 1.39" AMOLED 454x454 touch-display. Det vejer ikke så meget, blot 52 gram. Det er med safirglas og selve rammen i Titanium. Der er 4GB plads på, og remmen er væsentligt bedre udført end på det første Watch GT, hvor den havde det med at gå op, og være tæt på umulig at få i igen. Nu er fjedremekanismen heldigvis integreret, i stedet for at sidde i et løst rør. Det er desuden vandafvisende til 5 ATM. PCU'en er Kirina A1+STL4R9 med hele 23MB ram. Vores var med silikonerem, men det fås også med læder. Det er i øvrigt ret lækkert udført. Det koster 2.068 kroner.

Honor GS Pro er et "rugged" ur, der lugter af vandrestøvler og gamle militærfolk, der stadig holder sig i form. Hvor GT2 Pro er for tøsedrengene der kun kan klare -20 til +45 grader, så byder GS Pro på -40 til +70 grader. Jeg er ikke læge, men ingen af de ekstremer bør fordre at man blotlægger sit håndled, uanset om der er ur på eller ej. Det er sågar STD810G-certificering, der så godt nok afløser 810H-certificeringen sidste år, men små skridt er stadig... ja, skridt. Det er dog vigtigt at understrege at man ikke kan få certificeret civilt udstyr, men blot at man har undergået og bestået en række, men ikke nødvendigvis alle, tests. Huawei skriver dog klart og tydeligt at det er 14 tests der er gennemført, så point for ærlighed, de har endda skrevet hvilket laboratorie, hvilke tests og hvilken specifik rapport det hele står i. Det er samme display som i GT2 Pro, dog i en 48mm urkasse. Det koster 1.788,-.

Huawei GT2 Pro

Som altid kan der vælges mellem en masse forskellige urskiver. De 4GB der er i begge ure er dog med 2GB reserveret til systemet, så der er kun 2GB til musik, det er også fint, det var en feature jeg virkeligt savnede på det første Watch GT.

Og så kommer det væsentlige, nemlig at Huawei's ure ikke er smartwatches i traditionel forstand, men er aktivitetsure med smartwatch-funktion, og derfor er det også noget der er lagt enormt meget vægt på.

På de nye ure er der opgraderet ret kraftigt på hvilket sportsgrene og aktiviteter der er inkluderet, her er der så specialiserede funktioner som skiløb, hvor man udover de sædvanlige ting også måler hældning, hastigheder, største bakker og modtagelse af stemmealarmer hvis ens hjertefunktion eller andet går helt amok. Der er sågar et dedikeret modus til golf, hvor man måler svinghastighed, hvilket der utvivlsomt er det stort publikum for.

Der understøttes godt nok 100 forskellige typer træning, men løb og karate er der eksempelvis ikke den store forskel på, men hvis ret skal være ret, så er puls, hjertefrekvens og tid nok også ret grundlæggende for langt det meste. Der er dog 17 specialtræningsmodus, men jeg tænker at vi også er nået grænsen for hvad der kan være af specialfunktioner for træning.

Jeg vil dog også rose Huawei for at have guides og specifikke træningsforløb til løb, men savner det måske også til cykling, men det er fint at lave noget der opfordrer til at gøre livet sundere for brugerne. Jeg ville dog bare ønske at den automatiske start kom noget før, men omvendt kan man selv starte det manuelt som ved alle andre træninger.

Honor GS Pro

Men ak, der er dog også nogle ulemper med dette enorme fokus. Det er virkeligt fedt at begge ure har indbygget Bluetooth til hovedtelefoner og indbygget musikafspiller, men det er ret ufedt at uret alligevel vælger at brøle ens træningsstatus ud over hele fitnesscenteret, også selvom at hovedtelefoner er slået til, og at man i øvrigt absolut på ingen måde har bedt om en statusrapport eller lyd. Det må man kunne gøre smartere. Til gengæld er det dejligt at der nu er specialtilpasning til både romaskiner, crosstrainere og andet smartmaskineri. Herudover er det ret smart med en GPS-baseret tracking-funktion, så man altid kan finde tilbage, men jeg kan dog godt tvivle på hvor mange der reelt ender med at bruge den. Den kan dog i teorien bringe dig tilbage, selv uden GPS signal. Jeg har dog aldrig prøvet at være et sted hvor der ikke er GPS signal, men der er sikkert en række lande uden for Danmark hvor det er rigtigt nyttigt.

Der er også automatiske alarmer for pludselige vejrændringer, da der er indbygget højdebarometer, men da vi bor i Danmark har jeg aldrig oplevet den gå af. Herudover er der måne- og solinformation hvis man nyder den slags.

Det er rigtigt mange oplysninger, og for en glad amatør er de mange farver og klare indikationer faktisk en stor hjælp, om end det er ret nedslående at okse løs i 20 minutter for at uret så konstaterer at man stadig er i gang med opvarmningen - vi er åbnelyst ikke enige om hvad opvarmning er.

Sundhedsappen har jeg ret konsekvent haft problemer med at logge ind på til at starte med, men den giver et fint overblik over hvad man har lavet, software og det hele. Den kan også måle stressniveau (GT2 Pro) og sovemønstre hvis man ønsker, men jeg er bare ikke typen der sover med ur på. Det er ærgerligt, for den kan eftersigende overvåge dit søvnmønster, og endda komme med forslag til ændringer.

Jeg er dog knapt så glad for reaktionshastigheden. I det gamle Watch GT skulle man bare dreje håndleddet, så tændte displayet, her i den nye generation er man nødt til at tage væsentligt større bevægelser i brug. Uret er dog generelt nemt at bruge, og den fortæller selv hvis man skal flytte uret så den bedre kan måle iltmætning eller hjertefrekvens.

GS Pro holder strømmen noget bedre end GT2 Pro, der til gengæld har et bedre display. De 14 dage er reelt nok, men det afhænger igen meget af brugen af uret, lysstyrken og hvad man gør med det, hvor GS Pro er anslået til en hel måned, hvilket ikke er helt ved siden af, igen afhængig af brug. Særligt GPS'en trækker tænder, men her er Huawei faktisk reelle nok og gør selv opmærksom på det i beskrivelsen.

Begge ure tilbyder opkald fra telefon, her bør der nok være en ekstra knap, for tager man telefonen via sit ur, men ens in-ears er tilkoblet telefon, og ikke uret, ja så kommer samtalen over uret, og ikke telefonen. Den gør det faktisk også selvom at der ikke er koblet in-ears til. Omvendt er det ret logisk at tage telefonen via, ja, sin telefon, da urfunktionen netop er til situationer hvor det ikke er muligt.

Huawei GT2 Pro

Har man en Huawei-telefon er der i øvrigt en del ting der er nemmere, særligt nye baggrunde, men så er det heller ikke mere besværtligt at gøre det over Huaweis sundhedsapp. GT2 Pro har desuden en udløsningsknap til din telefon - og det er godt nok snedigt.

Hvor GS Pro bruger samme oplader med to kontakter som det originale Watch GT, så er GT2 Pro noget mere avanceret, og bruger en helt kontaktfri trådløs oplader, understøtter opladning fra telefon, og er noget hurtigere end GS Pro.

Begge ure er grundlæggende ens, de har dog lidt forskellige funktioner, og forskelligt udseende, men selvom at de ikke er helt perfekte, så er de stadig fantastisk gode aktivitetsure til en meget billig pris - og jeg glæder mig til at Huawei tager sig sammen og laver et 110% dedikeret smartwatch, så må de gerne tage noget ekstra for det.

Fuld profil 1.173 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.