Jeg ved ikke hvor mange der kan huske arkadehallerne. Jeg ved heller ikke hvor mange der overhovedet ved hvad det er (eller var, da disse umiddelbart har været på så hastig retræte siden konsolmarkedet overtog, at støvskyen efter deres exit har tilsløret alt hvad der bar titlen 'arkade'). En ting har dog overlevet dette forsvindingsnummer. Kassen med styrepind og knapper, arkadepinden, fightstick, ja, kært barn har mange navne. Til trods for at tiltagende færre og færre har gjort bekendtskab med arkadehallerne, synes det at ligge latent i folk der begiver sig rundt i kampspil at anvende disse arkadepinde. Et ergonomisk, brændemærket kontrolaggregat der kan ligge i hånden er bare ikke godt nok til 10-slags kombinationer i Tekken 7, eller at forbinde s.lp til l.lk ind i s.hp og afslutte med EX Shoryuken i Street Fighter V: Arcade Edition. Det holder bare ikke.
Jeg selv husker en dag i Tivoli, hvor jeg var fuldstændig forblændet i Virtua Fighter på en stor arkademaskine og fik lov at trykke på knapperne og rykke i styrepinden. Det var fedt, det var responsivt, og det gjorde det sjovt at spille. Kliklyden fra de store neon-farvede knapper, pinden der ramte mod hjørnerne af den firkantede port under låget, det var i ligeså høj grad en oplevelse som Virtua Fighter selv. Et glimt tilbage i tiden, inden kampspillet rykkede herfra og ind i hjemmet. Siden er der gået business i at bygge arkadepinde til både konsol og computer, og Nintendo Switch har endelig fået en dedikeret en af slagsen. Den bærer det elegante navn Nintendo Switch HORI RAP Real Arcade Pro.V Hayabusa, og det har været en mangelvare siden både Ultra Street Fighter II: The Final Challengers og Street Fighter 30th Anniversary Edition ankom til konsollen.

HORI har altid sat en ære i at gøre tingene selv. Dette har ofte resulteret i gennemarbejdet hardware, med velfungerende og sammenhængende konstruktion. Med Hayabuasa fortsætter HORI denne tradition og resultatet er også derefter. Input er responsivt og knapperne har den rette følsomhed. Du kommer ikke tilfældigt til at trykke på noget du ikke vil, men du behøver heller ikke at smadre pegefingeren i et forsøg på at få diverse til at reagerer. En ofte overset detalje er også afstand mellem knap og knap, og knap og styrepind, og HORI formår også her at bygge en velafmålt arkadekasse. Hele herligheden er også med HORIs egne dele, så prisen rammer et relativt fornuftigt niveau. Knapperne i siden, som udgør Turbo-, minus-, og Hjem-knappen, er også overdækket af en mindre kant, så man ikke kommer til at trykke på dem ved uheld eller at andre gør det. Hayabusa har også en Turbo-funktion der gør at du kan simulere enormt mange klik i sekundet. Tilføjelsen er fin, men anvendelsen falder lidt til jorden for mit vedkommende.
Dertil forbinder pinden også med XInput, så man kan smække den til hjemmecomputeren. Det kan dog godt blive en anelse forvirrende rent layout-mæssigt da Hayabusa er designet med Switch i mente, og derfor viser YXBA på fronten. At HORI har bygget hele molevitten fra bunden selv er prisværdigt, og selvom arkadekassen i den henseende er et velfungerende stykke mekanik, er der dog en tydelig forskel på kvaliteten af disse dele i forhold til, for eksempel, Razer Panthera-kassen. Panthera anvender Sanwa-dele, hvilket selvfølgelig trækker prisen op, men kvaliteten er meget åbenlys at føle på. HORI tenderer en anelse for meget til kold, hård plastik, og selvom både pind og knap på Hayabusa fungerer upåklageligt, er styrepinden meget hård, hul, og en anelse tung. Den slår tungt mod porten uden hjelmen og det kan godt give lidt et smæld i hænderne. HORI har dog været fornuftige nok til at anvende en firkantet port, selvom det ydre design godt kunne antyde anderledes.
En større faldgrube findes ved selve kassen hvori alting sidder i. Igen en plastikløsning, så kassen bliver meget let og luftig og derved ville skøjte rundt på lårene eller bordet, hvis ikke der var to meget smalle skridsikre underlag på bunden af kassen der modarbejdede dette. Det resulterer desværre i at Hayabusa hiver og flår i lårene eller bordpladen, hvilket gør det svært at sidde med den i lang tid ad gangen. Det kan afhjælpes med nogle tykke jeans, men det synes stadig at være en ærgerlig forsømmelse ved en ellers gedigen arkadepind. Ligeså mangler der også muligheden for selvreparation, noget der har været muligt for næsten alle arkadekasser jeg har kendt til. Jo da, du kan skrue bunden af, men så ryger garantien, som et fint lille klistermærke fortæller dig. En mindre anke er også at A-knappen sidder som nummer 4 i rækken, hvori den logisk set skulle sidde som nummer 3. Jeg forstår ikke helt hvad tanken bag dette er, men det kan være Nintendo havde indsigelser til layout. Anvendelsesmæssigt kan man også snildt ændre A-knappens funktion til at være den sædvanlige nummer 4 i rækken i Ultra Street Fighter II: The Final Challengers, Street Fighter 30th Anniversary Edition og andre.

Ikke desto mindre er kvaliteten stadig situeret der hvor den skal. En velkonstrueret kasse, med god afstand i knapplaceringen, og et lille rum til USB-ledningen, er en kærkommen gestus til folk der vil spille kampspil til Nintendo Switch. Derudover er det også et rigtig godt valg til folk der vil prøve en pind af uden at smide en bondegård på det, men samtidig ønsker en arkadekasse der ikke skal skiftes ud med en bedre model snarest muligt. Den når ikke de bedre, dyrere modeller til sokkeholderne, men det var heller ikke pointen. Nintendo Switch HORI RAP Real Arcade Pro.V Hayabusa er til dig der enten for nyligt har fundet, eller for nyligt har genfundet, en kærlighed til kampspil, og gerne vil genopleve de gamle arkadedage. Så smid endnu mønt i maskinen, og se at komme i gang!