Vi anmelder Prime Videos Lol: Den Der Ler Sidst

Det er relativt let at afskrive "LOL: Den Der Ler Sidst" som værende ligegyldig trendchasing igangsat af endnu en streamingtjeneste der forsøger at brage ind på det danske marked ved at appellere til laveste fællesnævner. Så sandelig har de trailere der er dukket op i månederne op til premieren tilbage i december heller ikke gjort hele konceptet nogen tjenester, hvor selv det moderat kritiske blik hurtigt falder på et lidt intetsigende set, og en måske lettere malplaceret vært i Sophie Linde.

Sandheden er måske bare at selvom at LOL (som heller ej er et navn der gør serien nogen tjenester - overhovedet - men som er et seriekoncept der er købt ind fra udlandet) ser lettere cringe ud, og måske til dels også er det, så ville det samtidig også være ærgerligt at afskrive det alene ud fra det udgangspunkt at produktionsværdien er en kende lav, for når alt kommer til alt, så må man, når det gælder komik, bøje sig for ét uomtvisteligt faktum; hvis det virker, og du griner, så er det nok fordi at det er sjovt.

Og min husstand og jeg grinte ret meget igennem samtlige seks episoder af LOL, sådan er det bare. Det er noget ret effektivt over en simpel præmis, nemlig at man placerer 10 komiske skikkelser i et lokale i seks timer med bare én regel; griner du, eller så meget som trækker på smilebåndet, så er du ude. Det er, helt fundamentalt, sjovt når andre forsøger at holde latteren tilbage - det virker. Og det virker også her.

Det er ikke alle der får pladsen, muligheden eller øjeblikket til at være lige morsomme det er klart, men det eklektiske mix af etablerede skuespillere med en baggrund i komikkens verden, som Søs Egelind, Rasmus Botoft og Martin Brygmann, blandet med relativt nye up-and-coming komikere som Eva Jin og Natasha Brock, det leder altså til nogle ret sjove øjeblikke, hvor deltagerne både spiller defensivt ved at undgå kontakt med dem de ved kan lede til et gult, eller i værste fald et rødt kort, samtidig med at nogle andre spiller aggressivt, og direkte går efter at knække en rival med sjovt påfund.

Bevares, til tider kører det lidt i tomgang, og seks gange 30 minutter er måske lige på kanten af hvad konceptet kan klare, men igen må vi vende tilbage til det relativt simple udgangspunkt; sidder du skraldgriner af et program, som er designet til at underholde igennem komik, ja, så er det nok fordi det virker på den ene eller den anden måde. Og LOL virkede hos os, det gjorde det virkelig.

Det virkede faktisk så godt, at vi øjeblikkeligt kastede os over en diskussion om hvem der kunne være sjove at se i kommende sæsoner, enten generelt eller i direkte grine-dueller med andre. Bodil Jørgensen mod Martin Buch, Martin Johannes Larsen i Magic Martin outfit overfor en vilkårlig Andreas Bo karikatur - mulighederne er mange, og selvom at jeg personligt ikke rigtig følger med i danske comedy, og generelt kun er faldet for engelske James Acasters skæve genopfindelse af stand-up formatet de seneste år, så ser jeg alligevel frem til hvem de placerer i lokalet næste gang.

Det kan være at LOL flyver helt over hovedet på dig. At du krummer tæer ved tanken om at se Rasmus Botoft fremføre endnu en "Lille Gumbas", eller Søs Egelind forsøge at knække de andre deltagere ved febrilsk at hive en panfløjte frem, men for mit eget personlige vedkommende, så grinte vi hele vejen igennem, og med det hører en automatisk anbefaling med.