Vi anmelder sidste sæson af Squid Game

Jeg har altid været fascineret af Squid Game. For mig er det scenografien, der kombineres med den nærmest karikerede ondskabsfuldhed, der sætter ind, når grådighed får lov til at æde alle andre umiddelbare instinkter. Det er en nedadgående spiral ned i helvedet, hvor man ser selv de bedste mennesker lade sig korrumpere til fordel for monetær gevinst.

Men samtidig har hele præmissen hele tiden haft en udløbsdato. Den ret tydelige symbolik og singulære ramme er tilpas åbenlys til at selvom den anden sæson udvidede en kende, så har vi efterhånden set hvad skaber Hwang Dong-hyuks univers kan byde på.

Derfor er det så uendeligt forfriskende, at selvom Squid Game forbliver Netflix' største succes nogensinde målt på en række parametre, så er dette afslutningen, om ikke andet på hovedserien. Denne kortere sæson på bare seks afsnit lukker og slukker for Seong Gi-huns historie. Og heldigvis lukker vi med et følelsesladet, intenst og velkonstrueret brag.

Den tredje sæson samler trådene op der hvor den anden sæson slap. Seong Gi-huns oprør er slået fejl, The Front Man har afsløret sig selv, og legene fortsætter. Samtidig intensiverer politimand Hwang Jun-hos søgen efter øen hvor legene foregår, og nordkoreanske Kang No-eul kunne ende med at kaste grus i maskineriet - de tre individuelle spor bindes langsomt sammen til særligt to afsluttende afsnit der fyrer på alle cylindre.

Det er svært at beskrive plot eller karakterudvikling uden at nærme sig potentielle spoilers, så lad os bare sige at hele det brede sydkoreanske cast leverer stadig glimrende præstationer, der balancerer på en knivsæg mellem det følelsesmæssigt hårdtslående og det utroværdigt karikerede, som om det er en slags parodi, det hele.

Det samme kan dog, desværre, ikke siges om de vestlige "VIP's", der ligesom i første sæson checker ind for at overvære de dødelige lege. Det er helt ufatteligt at så dygtige filmfolk, sydkoreanere såvel som Netflix' internationale team, har godkendt alt fra manus til levering her, og det føles nærmest som om at replikkerne ikke bare er skrevet af en AI, men fremført af en også. Faktisk er forskellen på de troværdige præstationer de sydkoreanske skuespillere leverer, og det affald der kommer ud af munden på disse VIP's så slående, at jeg mistænker at det på en eller anden måde er en del af parodien. Måske er det sådan de ser os? Lige meget hvad, så er det uacceptabelt ringe.

Udover det er scenografi, musik og pacing lige i øjet, som skaber et brag af en afslutning, der dog ikke som sådan genopfinder den dybe tallerken, men snarere leverer en mindeværdig afslutning på en serie der vil gå over i historien for mange - og det er også fordi den kender sin besøgstid.