Vi anmelder Squid Games anden sæson

Selvom koreansk film og tv for alvor har vundet indpas i vestlig medietradition over det seneste årti, så er det i særdeleshed Joon-ho Bongs Parasite der markerede landets ankomst på den bredeste internationale scene. Eller, måske ikke helt. Jo, Parasite drog store publikummer til biografer verden over, og vandt sågar afgørende Oscar-priser, men når det gælder populærkultur, så er det svært at dyste imod Netflix' ren og skær rækkevidde og status som en slags digital allemandseje.

Derfor er Squid Game lige så vigtig, hvis ikke endnu vigtigere, og derfor er denne anden sæson en gigantisk milepæl for streamingtjeneste, for landets internationale positioner og naturligvis for fans verden over.

Det er store ord, og debatten der raserede særligt lige omkring premieren på serien for et par år siden gik hovedsageligt på, om seriens egentlige kvalitet scene til scene retfærdiggør dens status som landeplage. Jeg selv forholder mig græskkatolsk. Squid Game var på alle måder en solid spændingsserie med en innovativ præmis, der godt nok var lige tydelig nok i sin metaforik, hvor hele opgøret mellem rig og fattig, privilegeret og upriviligeret synes en smule upræcist leveret - men det er svært at kigge væk idet Seong Gi-hun skal op imod forfærdelige odds og besejre spillet.

Så det leder os til denne opfølgende sæson, der endnu en gang, på nærmest magisk vis, er både skrevet og instrueret af den samme, ene mand - Hwang Dong-hyuk - og som kun vil blive efterfulgt af en eneste ekstra sæson, for så har netop Dong-hyuk bestemt at Squid Game-fortælling er afsluttet.

Den anden sæson samler op et par år efter afslutningen på den udgave af Squid Game hvor Gi-hun vandt, men som de sidste par sekunder af den første sæson afslører, så ønsker han ikke at nyde et liv i sus og dus for alle sine millioner, men i stedet bruge ressourcerne på at bringe spillet i knæ, på at knuse folkene bag. Som trailerne allerede har afsløret involverer det også at skulle deltage på ny, igen, og her lærer vi både nye "spillere" at kende, samtidig med at der er langt mere fokus på en intens menneskejagt bag scenetæppet.

På mange måder er denne anden sæson et slags remix af den første, og det er, i brede træk, en ret effektiv måde at trække på den samme ikonografi uden direkte at tvinge serien til at trække den samme kanin op af hatten. Gi-hun er stadig inde i spillet, der udkæmpes stadig et slag bag scenetæppet igennem hans kumpaner der opsporer ham, og forsøger at redde ham før det er for sent, og den mystiske Front Man vil fortsætte med at afvikle spillet koste hvad det koste vil. Rammen er den samme, men det bliver aldrig noget trækplaster, eftersom der er indarbejdet intensitet, suspense og velkonstrueret dramatik i det forventede.

Lee Jung-jae er stadig direkte funklende her, og kommanderer enhver scene han er med i, selvom hans karakter, Gi-hun, gennemgår en ret drastisk ark der simpelthen banker det fjogede, det naive og det fjollede ud af ham. Han er mere rå, mere seriøs, men det klæder ham, og han flankeres generelt af ret troværdige præstationer hele vejen rundt.

Det er værd lige at gøre holdt her, for ligesom den første sæson synes Squid Games primære svaghed er at være den balance på en knivsæg imellem indforstået satire mættet på sort humor og karikatur og noget mere troværdigt, jordbundet og realistisk. Denne sæson er på alle måder mørkere, ondere og fokuserer mere direkte på deltagernes desperation, der igen leder dem til at tage imod en selvopfyldende profeti designet til at bevise at netop den desperation gør dem til "affald". Men midt i denne mikstur gør serien igen holdt ved nærmest tegneserieagtige arketyper og rodede karikaturer, og selvom de fleste vokser sig stærkere som serien eksponerer dem, så kan de første par afsnit virke som lidt af et turn-off, eksempelvis som det er med deltageren "Thanos". Ikke alle karakterer er lige stærke, og de bliver netop svage igennem Dong-hyuks til tider lidt for upræcise opsætninger. De bliver simpelthen enten for onde, for gode, for uspekulerede, for brutale - der mangler nuance.

Når det så er sagt så er denne anden sæsons remix af de kendte lege decideret mesterlige, og eksempelvis Red Light Green Light er her anden gang uhyre intens, velkonstrueret og et studie i velopbygget suspense. Sådan nogle scener er der mange af i Squid Games anden sæson, og det kombineres med fed musik og solid scenografi. Har serien fortjent at lægge verden ned? Måske ikke, men samtidig er det værd at rose Dong-hyuk her for en uhyre personlig vision, der har ledt til en velfungerende fortælling. Squid Game er fortsat værd at se.