Vi anmelder The Sandman Sæson 2 Vol. 1

The Sandman var en sjov størrelse at anmelde tilbage i sensommeren 2022. Uendeligt usammenhængende takket være det mildest talt alsidige og nærmest kaotiske kildemateriale fra legendariske Neil Gaiman, men samtidig nærmest uendeligt ambitiøst og til tider så velfungerende, at det nærmest fik en til at undre sig over hvorfor Hollywood ikke havde formået at knække koden noget før.

Nu er der gået tre år, og det er ret tydeligt på Netflix at det, endnu en gang, har været vanskeligt at fortolke og forvandle tegneseriernes dynamiske og omfattende kronologi til en lineær historie - men selvom det ikke helt lykkedes til samme store guldmedalje som før, så er dette en ret god måde at tilbringe et par aftener i Dreams mærkværdige og surrealistiske selskab.

Ligesom i tegneserierne samler denne anden sæson (hvoraf vi dog kun anmelder "Vol. 1", der består af de seks afsnit) trådene op hvor den første slap, men udover at Dream hverken er indespærret eller direkte svagelig som følge af hans riges gradvise forfald, så ville man ikke umiddelbart mærke det. Jo, der er få anslag som serien behandler som overhængende narrative pejlemærker - Endless-medlemmet Destructions forsvinden, Dreams komplekse forhold til kvinden Nada og de resterende Endless mildest talt giftige forhold til hinanden. Men derfra væver The Sandman endnu en gang et facetteret narrativ, der elsker krumspring, og nærmest bliver svært at følge grundet modvilligheden til at skabe en logisk sammenhæng.

Denne "Vol. 1" byder på historien om alfefolket og en skærsommernat i Shakespeares selskab, en banket der har til formål at afgøre hvem der skal overtage styringen af det kristne helvede og historien om Orfeus' rejse til det græske Hades i en søgen efter sin afdøde brud. Disse historier placerer naturligvis Dream i et lineært udviklingsforløb, men de fremstår separate og adskilte på en sådan måde at de næsten føles som en antologi.

Det gør The Sandman til kompleks underholdning på en ret underholdende måde, og heldigvis kan både skuespillere, musik og visuel identitet følge med det meste af tiden. Til tider er visse settings der burde være mere surrealistiske overraskende mondæne, ligesom førnævnte banket, og man får fornemmelsen af at dette er for at spare en smule, men udover det læner The Sandman sig heldigvis i det pompøse og overdådige, og der er ofte ikke spare på noget.

Tom Sturridge leverer endnu en gang som Dream, en karakter der er uendeligt vanskeligt at nagle, når han står der og ligner et afskediget medlem af The Clash, men oser af selvsikkerhed og kompleksitet. Replikkerne leveres på overbevisende vis, selvom seriøsiteten til tider kan være på nippet til at virke selvparodierende. Der er et hav af stærke talenter omkring ham, heldigvis.

Det er dog, igen, lidt for ofte sådan at serien ikke giver den nok CG-gas, og udstyrer figurerne med nok "otherworldliness" til at de passer ind i den her vilde setting. En enkelt dæmon under førnævnte banket vokser sig stor med et hav af tusinde munde, som er blandt de bedste effekter og kunstneriske bedrifter i en tv-serie jeg kan huske, men Gwendoline Christies udseende og kostume som Lucifer bliver en kende for budget-agtig.

Men heldigvis, trods det nærmest antologiinspirerede format, og lidt knirken under vægten af tegneseriernes overdådighed, så kommer folkene bag denne seriefortolkning stadig rigtig godt ud af det meste, og leverer seks afsnits ret anderledes fjernsyn, som både er effektivt og ret ambitiøst.