Razers første telefon blev markedsført som en specifikationstung gaming-mobiltelefon, og det er også sagen med 2. udgaven. Razer er stadig Razer, og de ved præcis hvordan sådan en slags enhed skal skæres.
Selve telefonen er en robust sort sag i en flot sort finish, der skifter mellem mat og blank - satin og mirror black er i øvrigt de to eneste farvevalg der er - dejligt. Det vidner om en præcis vision. Dem eneste anke i det designmæssige regi er kamerahuset, der stikker en smule ud fra selve telefonen, det er jeg ikke synderligt glad for. Kameraet bruger i øvrigt Sonys IMX-sensor, der skulle være en af de bedste på markedet, og som med hver ny generation, så tager også Razer Phone 2 fantastiske billeder.
Herudover er der ikke meget på ydersiden, to volumenknapper og en tændknap på siden. Designet er en smagssag. Jeg finder det personligt fantastisk - industrielt, simpelt og elegant. Måske kunne hjørnerne være lidt mere buede for højere ergonomi, men ellers er det så subtilt som det bør være, og det er stadig en forbedring over forgængeren.

Der er en højttaler i bunden og en i toppen af ens størrelse, således at man kan får stereolyd når man vender telefonen på siden. Her er min eneste større designanke, at der er ikke noget trådnet foran højttaleren, og der kommer ekstremt nemt fnuller i de små åbninger ind til højttaleren, og det kommer til at tage timevis at rense dem inden at Razer skal have testeksemplaret tilbage. Til gengæld understøttes Dolby Atmos til mobiltelefoner, og Razer Phone 2 leverer da også uden konkurrence den bedste mobillyd vi til dato har testet. Det er rent faktisk til at holde ud at lytte til video og spillyd direkte fra mobilen. Hver højttaler har egen forstærker, og en 24 bit DAC driver, det er dog i sig selv ikke usædvanligt, da mange nyere telefoner har ganske kraftige DAC's indbygget, der understøtter selv avancerede lydformater i høj opløsning.
Er der RGB-oplyst logo via Chroma? Ja da. Det kan dog slåes fra, og det kan nærmest kun anbefales, med mindre man er særligt pragmatisk, for det er meningsløst, men også ret fedt.. Det sluger dog også en del batteri, så det blev slukket igen.
Der er USB-tilslutning med USB-C, og kablet har også USB-C i ladeenden, der kører til en oplader, der som forventet, er Razer-branded. Kablet er et flettet stofkabel som man kender det fra deres tastaturer og mus, og naturligvis med stik der indvendigt er i Razer-lysegrøn. Meget gennemført. Der kan også oplades trådløst med Quick Charge 4.0, det var dog ikke med i presseeksemplaret vi fik, så det kunne ikke afprøves, men det ligner kraftigt at man kan købe det separat også, og ja, den er med RGB, og er til at betale. Der skulle også høre en USB-C til minijack med i den almindelige udgave af telefonen.
Selve telefonen kører på et Razer-tilvirket Android-system 8.1 Oreo, der afvikles fra en Qualcomm Snapdragon 845-processor. Der bydes på 8GB RAM, 64GB intern hukommelse - der dog kan udvides med op til 1TB med microSD. Razer har valgt ikke selv at opgive vægten, min køkkenvægt siger 215 gram. Alle spil blev afviklet uden problemer og lynende hurtigt.
At man ikke har Android 9 (Pie/P) trækker nu ned, det har selv Oneplus 6, der snart har et halvt år på bagen - vi forventer at Razer opdaterer meget snart. Der kom løbende flere softwareopdateringer i testperioden, så det tegner godt, men at der ikke er Android Pie fra starten trækker altså ned når telefonen er spritny.
Displayet er et lysstærkt QHD 120Hz IGZO LCD på 1440x2560, og en størrelse 5.72", og det piner at skulle sige det, men det er åbenlyst bedre og mere flydende end nogen anden telefon vi har prøvet, selv mere stillestående strategiorienterede spil får en klar forbedring, og en langt mere flydende gengivelse - man skal bare lige huske at slå det til. Der understøttes endda HDR, og skal man tro opgivelserne er der tale om 645 NITS på et 10 bit display. Farvegengivelsen er en smule mere mat end de andre telefoner vi sammenlignede med på kontoret, men det må umiddelbart være en konsekvens af LCD frem for LED, men det er prisen man betaler for 120Hz opdateringshastighed.

Telefonens skærm er beskyttet af Corning Gorilla Glass 5, kameraet optager video i 4K, og har dobbelt LED Flash. Vi snakker 12 megapixel på begge bagkameraer, der kører med brændevidde på henholdsvis 1.75 og 2.6. Frontkameraet er på 8 megapixel med brændevidde på 2.0 og optager 1080p video. Når man skifter mellem de to kameraer viser telefonen dog at det ene kamera ikke er 12MP, men 7,7MP, og man kan ikke se hvad der er hvad. En bedre kamerastyring kommer forhåbentligvis med en opdatering.
Særligt billeder med zoom var mærkbart bedre, her kommer de to forskellige kamera til deres ret, det havde dog været fedt også at kunne optage i slow motion for alvor, om end at 120fps sikkert er fint for mange.
Telefonen har fordampningskammer til afkøling, og det giver en mærkbar effekt ved processortunge spil. Hvor mange andre telefoner bliver varme, så var det aldrig et problem med Razer Phone 2, og det må antages at det også forbedrer telefonens levetid rent hardwaremæssigt.
Telefonen har dog fra fabrikken en ret aggressiv batterisparefunktion, og går over til at slukke skærmen ret hurtigt. Batteriet i den er dog på massive 4000mAh, og det holder rent faktisk en hel dag, også selvom at telefonen bruges til lidt for meget spil. Der er gjort en række ekstra tiltag for at man kan justere ydelse og batteri fuldstændigt som det passer den enkelte, faktisk må man give Razer et skulderklap for at lave et total-økosystem, som man kender det fra Apple, hvor både telefoner og bærbare kører på samme måde. Det betyder i praksis at der er både Cortex og Game Boost som man kender det fra sin computer, og det er at tage tingene et skridt videre, særligt RAM Clearing-funktionen er dejlig.

Der er Bluetooth 5.0 og MIMO understøttet Dualband wifi.
Telefonen koster i skrivende stund 7499 uden abonenment hos de danske forhandlere - men kun 6640 kroner når man bestiller via Razers egen hjemmeside. Taget i betragtning at den primære opdatering er displayet i forhold til forgængeren, så havde en lidt lavere pris tættere på OnePlus kunne give Razer en bedre markedsposition i min optik.
Så, er den fantastisk til gaming med specialkøling, specialsoftware, kraftig hardware og en helt igennem fantastisk lyd og billede men stadig med et kraftigt batteri? - ja. Skal der arbejdes noget mere på integration af kameraet og især softwaren til denne, og i samme omgang opdateres til nyeste Android-version? - også ja.
For den almindelige telefonejer er der bedre og billigere alternativer, for gaming-entusiasten bør Razer Phone 2 prøves inden at man tager en beslutning.