Vi har endelig spillet Days Gone

Lad os først og fremmest starte med en lille forklaring. Vi spillede to separate demoer af det PlayStation 4-ekslusive Days Gone, som viser to vidt forskellige scenarier i spillet. Det ene var en direkte mission, og i den anden skulle vi op imod en horde af Freakers. Alligevel var spillet ganske imponerende over hele linjen, særligt fordi Bend Studio er situeret i Bend, Oregon, hvor spillet også foregår - så er det jo ikke så mærkeligt at omgivelserne tager sig autentisk ud.

Vores protagonist er tidligere motorcykelbandemedlem Deacon St. John, som kører igennem skovene og de små lejre i denne postapokalyptiske verden på sin tunge motorcykel. Hvad der præcis skete med denne verden er endnu ikke helt blevet forklaret, men det vil blive afklaret gradvist, som man bevæger sig igennem den omtrent 30 timer lange historie. Hvad du uden tvivl allerede har regnet ud dog, hvis du altså har set spillet i aktion løbende siden det blev afsløret, er at en stor portion af verdens samlede population er blevet forvandlet til blodtørstige "freakers", altså zombie-lignende væsener, som brutalt jager de resterende mennesker, som naturligvis også godt kan lidt at slå på tæven fra tid til anden.

I begyndelsen af vores første mission, som sparkes i gang med en meget filmisk CGI-sekvens, der hurtigt mindede os om The Walking Dead, forklares situationen du som spiller står med. Deacon skal bruge en ny benzinpumpe til sin motorcykel, men den butik hvor de værdifulde værktøjer gemmer sig er lige nu løbet over ende af Freakers. Hans kompagnon tilbyder dog at agere lokkedue, og styrer en god portion af disse monstre væk fra den lille by med en højlydt distrahering. Ved at bruge en effektiv kombination af brutalitet og snigeri formår Deacon at bevæge sig tættere på benzinpumpen, og han får da også løst lidt puslespil og indsamlet ressourcer på vejen.

At støde på den type Freaker der kaldes en "Newt" er særlig farligt, da disse relativt unge Freakers ser ganske uskyldige ud, men bruger lynhurtige bevægelser til at overraske Deacon, og skade ham med deres sylespidse fingernegle. Til trods for det så ligner de nærmest menneskebørn, men Deacon er allerede arret af år på farten, og han uskadeligører dem uden at fortrække en mine. Ikke bare det, han fyrer ofte en lille rap replik af i processen, noget der lyder kynisk, men hører sig til i denne dunkle verden. Disse små kampe på vej imod butikken var vores første oplevelse med den hårde virkelighed der hersker i Days Gone, hvor vi hurtigt sammenligende den seriøse tone med den man finder i alvorlige zombie-film - eller The Last of Us.

Den sidstnævnte sammenligning er dog ikke noget som Sony Bend gider at høre meget mere på, siden spillet adskillige gange er blevet sammenlignet med Naughty Dogs moderne klassiker siden første gang det blev vist frem ved E3 for over to år siden. Dog slutter sammenligningerne også med den postapokalyptiske verden og tredjepersonssperspektivet; hvis du kigger forbi verdenen og kameravinklen, så er de to titler faktisk to vidt forskellige ting.

Days Gone er først og fremmest designet som en åben verden, og der er altså ikke megen lineær progression her. I Bends eventyr spiller de menneskelige fraktioner og samfund en stor rolle, og det blev så sandelig også demonstreret i vores mission, for Freakers er efter al sandsynlighed ikke de mest uhyggelige fjender du støder på. Som med alle gode zombie-film og serier - det er mennesker der er de rigtige monstre.

Når du er ude og udforske den åben verden, så er der, som forventet, meget at foretage sig og opdage. Den anden del af vores demonstration lod os takle en typisk opgave der allerede er blevet et af de mest omtalte aspekter af spillet - at rydde en gigantisk horde af Freakers. Allerførst står Deacon ved siden af hans motorcykel og kigger ned på dem, hundredevis af disse monstre, der sidder fast i et hul på en forladt byggeplads. Når man ser denne horde langt fra, så kan man ikke lade være med at blive lidt imponeret over hvordan dette teknisk er blevet udarbejdet, for til trods for antallet bevæger de sig alle individuelt. Ikke bare det, det er også truende, og det giver et sug i maven ved tanken om at man skal dræbe dem allesammen. En hjælpsom bar i bunden af skærmen lader én vide præcis hvor mange der er tilbage.

Vores aller første forsøg gik helt og aldeles galt overraskende hurtigt, for vi besluttede os for at køre direkte ind i horden med motorcyklen. Den tunge maskine, der i øvrigt kan opgraderes og visuelt tilpasses, drev ind i horden, og selvom de første par rækker af Freakers måtte tage billetten, så mistede vi fart alt for hurtigt, og pludselig var der hundredevis af dem over os. Død.

Vores næste forsøg gik ud på at undersøge nogle af de nærliggende kasser, som indeholdte nye og bedre våben. Selvfølgelig kan Deacon bære flere forskellige våben på én gang, og vi brugte en metalhammer til at knuse de få fjender der havde gjort den fejl at vandre udenfor horden. Dog skulle der tungere maskineri i brug for at håndtere selve grupperingen, og her fandt vi et tungt maskingevær, der kunne møje fjender ned i flæng. Vi følte hurtigt at vi havde styr på sagerne, og affyrede næsten 600 projektiler på horden - men i Days Gone er du aldrig oven på, du har aldrig kontrol. Freaker-horden vendte deres kollektive opmærksomhed mod Deacon, og ligegyldig hvor meget bly vi sendte i deres retning, var det ikke noget nær nok til at stoppe den kolossale naturkraft. Her fik vi dog hjælp af... ja, naturen. Omkring på byggepladsen lå der træstammer bundet op, og ved at skyde rebene kunne vi både dræbe Freakers, men også bremse deres rute. Der er desuden eksploderende tønder, dunke med benzin og alle mulige andre omkringliggende muligheder.

Under kampen viste den PlayStation 4 Pro vi spillede ingen tegn på at opgaven var svær at overkomme, og den fremstod både kølig og stille. Det er ganske imponerende når man tager i betragtning hvor meget der faktisk foregår på skærmen, hvor meget fysik der skal renderes i grafikmotoren, og det er foruden de store eksplosioner, de flotte ansigtsansigtsanimationer og alle de andre effekter der fylder. Dette betyder naturligvis absolut ingenting hvis spillet ikke er underholdende, men efter flere forfejlede forsøg formåede vi endelig at nedlægge horden, og her gjorde det nærmest ondt at skulle slippe spillet igen. Måske er Days Gone mere anonymt end de andre PlayStation-eksklusiver vi kender til, men det er en uhyre tilfredsstillende spiloplevelse, og hvis historien er lige så velskrevet som de segmenter vi oplevede, så har vi noget fedt i vente, det er helt sikkert.