Tastaturer, mus, headsets, næsten alt er sort, og så med kontraststafileringer.
Men hvad sker der hvis man går den modsatte vej? Nogenlunde sådan har Razers designafdeling tænkt, og resultatet er Mercury Edition-udgaver af Lancehead Tournament Edition-musen (685 kroner), Blackwidow X Chroma-tastaturet (999 kroner), Kraken 7.1 V2-headset (644 kroner) samt Invicta-musemåtten (469 kroner).
Lad os starte med det åbenlyse. Kombinationen af hvid grundfarve og RGB-belysning forstærker effekten enormt meget, men også den sammenhørighed der opnås ved at have produkter med en så ens udførsel. Der er ydelsesmæssigt intet ekstra at hente, men det rent æstetiske ligger langt over det sædvanlige grå og sorte marked. Det ser samtidig ganske futuristisk ud.
Lancehead Tournament Edition har fordelen af at den allerede har en blød gummibelægning i siden, og kombinationen af denne i en lys grå og det hvide er ganske flot, især sammen med afdæmpet RGB-lys i kølige farver med blålige og lilla toner. Der benyttes stadig de gode mekaniske Omron-kontakter fra Japan nede i musen, og for en gangs skyld er der tale om en mus der kan bruges af både højre og venstrehåndede. Ergonomien er fin, dog foretrækker sidespecifikke mus, men for en multi-mus er det ganske fint.
Driveren er blevet mere allestedsnærværende, og indstillinger kan nu gemmes direkte i musen. Det er fint hvis man rykker den rundt mellem flere computere, men funktionen er nok primært tænkt til den trådløse udgave af Lancehead. Det indikerer dog, at det er noget alle Razer-mus ville kunne i fremtiden, og det hilser vi velkommen. Som sædvanlig så er det Razers egen optiske 5G-sensor på 16. DPI der bruges. 1000 hz polling rate, farvesynkronisering, løbende justering af følsomhed og et godt kabel med vævet kappe er efterhånden standard, også her. Vægten er 104 gram, og ligger i et fint punkt mellem bedste ydelse og kvalitetsfornemmelse.
Blackwidow X Chroma har fordelen af et skeleteret design, hvor at selve tastaturets bund/chassis er flyttet ned, og kontakterne under tasterne fremstår direkte synlige i et meget nøgent og minimalistisk design. Kombineret med sølvfinish og hvide knapper, så har RGB-lyset, der flyder ud fra bunden af tasterne, derfor frit spil, og forstærkes ikke mindst. Det er et lyshav man bades i, og som nævnt i starten ser det fantastisk ud, også i dagslys. Blackwidow X har dog ikke håndledsstøtte som flere andre Razermodeller, men disse passer dog stadigvæk, for Blackwidow X har samme grundbase som andre modeller. Tastaturet vi havde var udstyret med Razers egne grønne kontakter, og disse repræsenterer et ret godt kompromis mellem at skrive og spille. Det er helt klart en af vores favorit "all-around"-taster på markedet. Tastaturlayout er desværre amerikansk, men det betyder ikke så meget i praksis når keyboardet får at vide at det nu skal fungere på dansk.
Der er naturligvis fuld synkronisering med alle Razers andre produkter og lysshows, Gaming Mode, kabel med kappe af flettet stof, 1000 Hz polling rate og små kabelkanaler under tastaturet.
Til 1000 kroner er det både tiltrækkende at få Razers grønne taster (eller orange eller gule), såvel som det sindsygt lækre skeleterede design. Så må man leve med at der ikke er håndledsstøtte, eller købe en anden model.

Kraken 7.1 V2 headsettet spiller, som musen, på en pæn kombination af hvidt og lys grå. Det er meget mere afdæmpet og hifi-lignende end de fleste andre gaming headset. Kombinationen af metallet, der er såkaldt Bauxite-aluminium i hovedbåndet, og rammen til selve ørepuderne i grå, går godt sammen. Lyden i mikrofonen har fået støjreduktion tilføjet - og tak for det. Selve mikrofonen fungerer fint, men til 644 kroner får man ikke en super streaming-mikrofon, men til gengæld en der holder i lang tid, og giver en klar og tydelig kommunikation. Headsettet føles dog stadig ganske solidt, om end at det er ganske let. Faktisk trykker ørepuderne mere end selve vægten af headsettet. Selve ørepuderne trykker i et ret stort omfang, så selvom at de sidder tæt, så er det ikke ubehageligt i længere tid ad gangen. Der er goså RGB-belysning, det er dog kun dekorativt, og er holdt så subtilt at man ikke bliver helt dårlig af det. For en gangs skyld giver RGB på et headset mening, for det er ikke overdrevet.
Lyden er rimeligt velafbalanceret, især i den øvre mellemtone, hvor megen tale og effekter fremstår naturlige og uden overdrivelse. Bassen er fin, det fås bedre, men for prisklassen er det mere end godkendt. Selve enhederne er 50 mm med et neodynium-magnetsystem, og en følsomhed på 123 dB. Det udmønter sig i at de kan spille rasende højt, og da der ikke er volumenregulering direkte på hovedtelefon eller kabel, så skal man være forsigtig. Så er det jo godt at der er funktionstaster på Razers egne keyboards, og de fleste andre, der nemt lader dig styre volumen.

Sidst men ikke mindst har vi Invicta-musemåtten. I modsætning til de øvrige Mercury-produkter der er baserede på princippet om "smæk for skillingerne", så er Invicta en mere hardcore størrelse. En aluminiumsramme fungerer som holder, mens at selve pladen er behandlet på to forskellige måder, således at den ene side har en glat overflade, "speed", mens at en nubret overflade på den anden side "control", ligger mere modstand i bevægelserne, men også større præcision. Til daglig foretrækker jeg klart Speed, mens at FPS og RTS klart drager fordel af Control-overfladen. 469 kroner for en musemåtte er mange penge, måske også for mange, men det ændrer ikke på at jeg nok køber en på et tidspunkt, for det er lang tid siden at jeg har oplevet en musemåtte der gjorde en reel forskel.

Samlet set bringer Mercury Edition et futuristisk og super lækkert look til Razers produkter, og den hvide overflade forstærker RGB-funktionen en hel del, men gør også at man kan skrue ned for lyset uden problemer. De fleste af produkterne er særdeles fornuftigt prissat, og det ene der ikke er, ja det vil vi nu godt betale for alligevel.