Der kommer ikke noget NBA Live 11. Ja, du læste rigtigt. "Live" er lagt i graven. Men seriens død dækker egentlig blot over et ønske om at reboote NBA-serien og pumpe nyt liv ind i den. Ud er røget Live-navnet og ind er kommet et nyt: NBA Elite er nu navnet.
Hvad er der så sket fra "Live" til "Elite"? Først og fremmest er tilgangen ny. Under overskriften "anything can happen" har man forsøgt at skrinlægge alle scriptede bevægelser og handlinger i spillet. I stedet for fast animerede sekvenser, kaster EA bolden over til spilleren og fokuserer alle bevægelser og handlinger på fysik. Man er altid og hele tiden i kontrol.
Overordnet set er der indlagt to grundlæggende ændringer i forhold til tidligere. For det første et nyt animationssystem kaldet "Drive", som netop er forankret i fysik frem for animerede sekvenser. Dernæst en helt ny kontrol, som EA kalder for "hands-on-control", som på én gang er simpelt, intuitivt og fastholder et dybt gameplay: Venstre styrepind styrer fødder, højre styrer hænderne. Det er efterhånden dette styringskoncept der går igen i alle EA's sportsspil.
Der mangler stadig så megen udvikling på NBA Elite 11, at det er svært at få rigtig føling med hvordan ændringerne og det nye "anything can happen"-koncept kommer til at udspille sig. I den version vi fik fremvist, fik vi kun lov til at spille 1 vs. 1. Og selvom animationerne og den nye kontrol umiddelbart virkede overbevisende, så mangler vi stadig at teste dette op imod den virkelige intensitet fra rigtige og fulde kampe. Vi mangler dog lidt flere håndgribelige beviser på de store ord fra udviklerne, inden vi kaster os ud i jubelscener.
Vi følger udviklingen af NBA Elite med spænding, og glæder os til at kunne hive flere detaljer ud af EA om indholdet af spillet. NBA Elite 11 er sat til udgivelse i sidste kvartal af 2010.
Du kan se traileren for det kommende spil herunder.