Vi tager et hurtigt kig på Grounded

Jeg er sikker på at mange af os har haft den samme fantasi: tænk om man kunne lade sig krympe! Skrumpe sådan helt ned i myrestørrelse, for så at genopleve og genopdage hverdagens trivielle steder og rum fra et andet, mikroskop perspektiv! Forestillingen må være noget nær universel blandt børn og barnlige sjæle - på lige fod med drømmen om at kunne gå på væggene i børneværelset eller fascinationen for regndråbernes kapløb på bilruden. Alligevel har computerspillene, hvori alt efter sigende ellers kan lade sig gøre, groft forsømt dette helt igennem magiske koncept!

Foruden Pikmin-serien, en kæmpetræls sekvens i Duke Nukem Forever og et par brugerskabte baner i Counter-Strike har jeg kun alt for sjældent oplevet at "se til (eller som) myren og blev vis," som der står i Bibelen - men det vender Grounded heldigvis om på! Ja, Obsidian har haft travlt for tiden med mange forskellige, og gradvist mere skøre, projekter. Og selvom ingen af dem lader til at være et nyt Fallout (suk), så gør det dem bestemt ikke mindre interessante. Og som det seneste skud på stammen er altså Grounded, der for bare en uges tid siden blev åbnet op for offentligheden, selvom spillet vel og mærke stadig er under udvikling.

Grounded forsøger at ramme en interessant balance mellem overlevelse og eventyr. På nuværende tidspunkt mangler der en introducerende prolog, men præmissen forklarer hurtigt sig selv: som en af nabolagets fire lømler er du blevet krympet til myrestørrelse og må nu kæmpe for overlevelse i baghavens vildnis. Der er udsigt til drabelige kampe med bladlus, panisk flugt fra mareridtsagtige jagtedderkopper, indsamling af skovbundens resurser og ikke mindst den fortsatte kamp mod sult, tørst og søvn, foruden sygdomme og andre uheldige helbredstilstande.

Det sidste er Obsidian dog ret lempelige med. Modsat mange andre overlevelsesspil har Grounded rent flere brugervalgte sværhedsgrader. Overlevelseskriterierne kan gå fra fodnoteagtige irritationsmomenter til mere eksplicitte hæmninger og handicap. Du kan også helt vælge at spille uden, hvis udsigten til jævnligt at skulle finde rent drikkevand eller noget at proppe i skrutten virker uoverkommeligt eller unødigt stressende. Videre endnu, så kan til og med fire spillere slå kræfterne sammen om at erobre baghavens morads - en funktionalitet jeg dog ikke har haft held med at udforske, trods adskillige forsøg.

Den frihed vidner på flere måder om udviklernes mission: Grounded skal være sjovt at spille for alle, med høj eller lav sværhedsgrad; i fællesskab eller alene. For Grounded har også rod (høh) i eventyrspillenes fortrylleevne. Der er måske ikke tale om et rollespil i samme forstand som udviklernes andre projekter - valget mellem de fire børn synes for eksempel ikke at have anden indflydelse end på stemmeskuespillet - men der er stadig historiefortælling, udstyrsprogression, dialoghjul og en utrolig sjov verden at afdække.

Navnlig det sidste er hvad for alvor har gjort indtryk. Baghaven - det vil sige den del som jeg har haft adgang til - virker stor, men ikke på en vulgær og oppustet måde. Til gengæld er den fyldt med sjove landemærker og milepæle til orientering: gamle papæsker fra morgenmadsprodukter, en ombygget badevægt, gamle konservesdåser, og så videre. Når man opdager nye, større steder, bliver de typisk markeret på kortet, men ellers er det ret småt med navigation og ledetråde i forhold til missionerne. Ofte må man orientere sig ved at kigge opad - hvilken del af det store egetræ kan jeg se fra den her vinkel? - for at finde rundt.

Det er underholdende, men også belønnende, at bevæge sig gennem spillets på samme tid charmerende og krybe-kravle-agtige verden sådan. Som i andre overlevelsesspil med fokus på resurseindsamling, så vinder man meget ved af og til at notere sig hvor man sidst fandt harpiksklumper, agernhjelme eller bladfrisk morgendug til at slukke tørsten. Med resurserne kan man selvfølgelig bygge et væld af forskellige sager, nogen på farten, andre ved arbejdsbænken: økser, hamre, bandager, panser og så videre.

Selv med forskellige sværhedsgrader er det svært at sikre sig en afbalanceret og tilpas udfordrende overlevelsesoplevelse. Her vil brugerinddragelsen og spillerrespons uden tvivl være sin vægt i guld, idet udviklerne fortsat piller ved de forskellige overlevelsesparametre, forekomsten af forskellige resurser, fjendernes aggression og så videre. Foruden en afbalancering af spillet og tilføjelsen af nyt indhold, så kommer Grounded på sigt forhåbentligt også til at kværne de mange bugs som lige nu præger og plager oplevelsen: ikke kun fordi det foregår i en baghave, men også fordi det trods alt er lavet af Obsidian.

Det sagt, så er jeg allerede nu både nysgerrig og begejstret. Jeg har ikke nogen direkte antipati mod rene overlevelsesspil, men det betyder meget for mig at vide at Grounded ikke kun er en Robinson Crusoe-agtig babysittersimulator, men også et eventyrspil med en handling, lineær progression, nye områder og action. Det er begrænset hvor meget jeg har oplevet af det indtil videre, men de første par timer med spillet byder også på enkelte missioner hvor man forsigtigt bevæger sig gennem den enorme græsplæne, indsamler resurser, bygger våben, nedkæmper fluer og mider og til sidst finder sin midlertidige opholdsbase havens gamle egetræ.

Spillet er stærkt stiliseret, med mættede farver, tegnefilmsagtige insekter og resurser hvis anvendelse og tilgængelig følger en form for børnelogik. Alligevel formår spillet også at være utrolig atmosfærisk, for ikke at sige decideret uhyggeligt. Den Stranger Things-inspirerede lydside er tilpas nyfirseragtig og giver en mystik og kant til en ellers børnevenlig oplevelse. Og når først mørket falder på, og de mærkelige, men overvejende harmløse insekter er gået i seng, så forvandler den i forvejen snørklede mikroverden sig til en sand labyrint, fyldt med fælder, farer og ottebenede mareridtsrædsler. Det er måske nok med et glimt i øjet, men jeg forstår skam godt hvorfor spillet indeholder muligheden for at lempe lidt på de modbydelige edderkoppers adfærd og udseende. Bvadr!

Der er allerede nu meget ved Grounded som kilder alle de rigtige steder - og det er ikke kun på grund af al den snak om edderkopper. Et atmosfærisk, humoristisk og "creepy" overlevelsesspil i førsteperson, med fokus på opdagelse, resurseindsamling og interaktion med et rigt og bizart dyreliv i en stor verden - det lyder ikke helt dumt, vel? Ja, med sådan en beskrivelse skal man ikke knibe meget med øjnene for at blive mindet om Fallout - selv hvis de daglige missioner og onlinestrukturen måske placerer det tættere på 76, end New Vegas. Jeg er også flere gange blevet mindet om We Happy Few, et andet spil som på prisværdig vis havde ambition om at kombinere overlevelse i åbne verdener med en interessant fortælling.

Spillet mangler stadig meget endnu, men jeg kommer helt sikkert til at følge Grounded nærmere. Obsidian har vokseværk og selvom de projekter som de lige nu har på beddingen ikke nødvendigvis var, hvad jeg havde forestillet mig studiet ville bevæge sig mod, så er jeg ikke desto mindre både nysgerrig og begejstret. Ligesom Sea of Thieves, så Grounded virkeliggørelsen af et farverigt - og på bedst mulige måde - barnligt koncept med stort potentiale for skøre sammenspilsoplevelser og "viral" markedsføring gennem begejstrede streamers og positiv omtale. Modsat Sea of Thieves, så kan early-access være med til at forbedre spillet, afstemme forventninger. Desuden er Grounded mere fornuftigt prissat - hvis man da ikke bare oplever det som en del af Xbox Gamepass.

Under alle omstændigheder er jeg nysgerrig, uden dermed at kalde spillet nogen garanteret succes eller en fuldblodsarvtager til den ene eller anden klassiker. Med vokseværket kommer tydeligvis også evnen - og fra Microsofts side, tilliden - til at eksperimentere med en mere gakket præmis. Og det synes jeg er helt fantastisk. De sidste par dage har min største overvejelse derfor været om jeg skulle fortsætte med spillet, på trods af fejl og mangler - eller vente til en fuldbyrdig, færdigbagt og mere afbalanceret udgivelse. I mellemtiden er min savefil dog blevet korrumperet og min progression gået tabt. Nogen større tragedie er det ikke, men måske venter jeg lidt før jeg lader mig krympe igen.