Log ind medlem
Science fiction behøver ikke altid handle om dystopiske fremtider, hverken nær eller fjern. Vi nød grundigt denne tankevækkende samtale med forfatteren bag Monk & Robot- og Wayfarers-serierne, hvor vi diskuterer eskapisme versus modstand, almindelige mennesker, der bliver helte, betydningen af fundet familie, at leve versus blot at overleve i science fiction, og hvorfor nogle historier simpelthen ikke kan filmatiseres.
"Hej, venner hos Gamereactor. Det er min sidste dag på Celsius 232 i Avilés, Asturien, Spanien.
Og I ved jo, at vi allerede har mødt en masse forfattere, hvoraf mange var fantasyforfattere, så det er en fornøjelse, og det er virkelig rart at tale om science fiction for en gangs skyld."
"Så tusind tak, fordi du er med os, Becky.
Dit værk er oftest blevet beskrevet som optimistisk, optimistisk science fiction.
Ville du sige, at du bruger det mere som en flugt fra virkeligheden eller som oprør?
Åh, jeg vil sige, det er en sund blanding af begge dele."
"Hvis du tager mine bøger i hånden, og det eneste, du får – alt, hvad du får, så at sige – er en flugt, så er det fint.
Det betyder, at du hviler dig, det betyder, at du tanker op til det, du skal i gang med næste gang.
Oprør er dog helt klart en stor del af det.
Jeg skriver godt nok bøger, der skildrer en håbefuld eller positiv fremtid, men det udspringer helt klart af en følelse af modstand og ofte vrede fra min side."
"Jeg tror, at i en verden, hvor vi står over for så mange enorme udfordringer og med så overvældende budskaber fra alle sider om, at det bare er sådan, det er, og at intet nogensinde bliver bedre, er en af de mest kraftfulde ting, vi kan gøre, at stå fast og sige: Nej, vi tror på, at en bedre verden stadig er mulig.
Vi tror på, at alt kan ændre sig, og det eneste, man skal gøre, er at holde det rum åbent indeni sig selv."
"Og det besvarer vel til dels mit næste spørgsmål, som handler om den slags mennesker, de karakterer, du bruger.
De er ikke helte, der redder galaksen.
De ligner mere almindelige mennesker.
Så hvorfor tiltrækker de dig mere end, du ved, at vælge en, som jeg sagde, galakse-reddende helt?
Hænger det sammen med det, du lige sagde, eller hvad kan du ellers fortælle mig om dit valg af karakterer?
Det hænger altså meget tæt sammen med det samme, især når jeg skriver historier, der udspiller sig i rummet, for både i fiktion og i virkeligheden har vi denne opfattelse af, at rummet er noget, der tilhører eliten, ikke?
Her i den virkelige verden begyndte det jo med den militære elite under rumkapløbet."
"Vi er gået videre til den intellektuelle elite, du ved, de allerbedste.
Og nu befinder vi os i en æra, hvor det er den økonomiske elite, de ekstremt velhavende, der har adgang til det store kosmos.
Sandheden er, at rummet tilhører alle.
Vi er alle lige dele af dette enorme, vidunderlige univers."
"Og jeg synes, det er vigtigt, at fiktionen afspejler den virkelighed.
Hvis alt, hvad vi fortæller vores historier om, er, du ved, den ekstraordinære helt, den ene mand mod universet, så fremmer det forestillingen om, at rummet kun tilhører en meget, meget udvalgt del af os.
Jeg vil fortælle historier om resten af os, om de almindelige mennesker, der har lige så stor ret til rummet, og lige så stor en følelse af tilhørsforhold som alle andre."
"Og et andet element i dine værker er den selvvalgte familie, i højere grad end den traditionelt opbyggede familie.
Så hvad vil du sige, der virkelig taler til dig ved dette valg om at forbinde disse karakterer og dine historier?
Vi mennesker er en dybt social art.
Vi er en iboende social art."
"Og vores bånd til hinanden er ikke kun vores største styrke, de er også vores mest kraftfulde tilpasningsevne.
Og så, hvis jeg må gentage, er det her alt sammen dele af den samme idé, ikke sandt, at ingen af os kan gå derud og se virkeligheden i øjnene, kan stå alene over for tilværelsen, at vi er bedst, når vi arbejder sammen.
Og af den grund har jeg en tendens til at undgå en enkelt hovedperson."
"Jeg foretrækker ofte at skrive om ensembler eller en duo, hvor vi udforsker forskellige perspektiver på en fælles tid og et fælles sted.
Jeg tror, at det afspejler både vores samarbejdsvillige natur og vores behov for fortsat at samarbejde hvis vi skal skabe disse bedre fremtider og tackle disse udfordringer på en bæredygtig måde.
Dette interview er allerede meget optimistisk. Det kunne jeg godt bruge lidt af."
"Okay, jeg ville gerne spørge dig om en munk og en robot og en anden vinkel, du bringer ind her, eller et spørgsmål, du stiller, er, hvordan vi lever, når alle vores grundlæggende behov er opfyldt.
Jeg synes, det er meget interessant og meget nytænkende.
Synes du, at science fiction fokuserer lidt for meget på overlevelsesaspektet frem for på, hvordan vi ville leve, når alt det er opfyldt?
Jeg synes bestemt, der er en ubalance der."
"Jeg synes, at historier om umiddelbar kamp, umiddelbar overlevelse og dystopiske fremtider, Jeg mener virkelig, at de spiller en rolle i vores kulturelle samtale om, hvordan fremtiden kan se ud.
Det er historier, der ikke kun er vigtige for læseren til at finde katarsis i, men også vigtige for skaberen til at udtrykke sine egne frygt og bekymringer om forskellige ting."
"Og så er det jo også bare spændende historier. Vi fortæller dem af en grund.
Men hvis det er de eneste historier, vi fortæller, så bliver fremtiden i sagens natur noget, vi frygter, som vi ved vil være et sted præget af lidelse og store trængsler.
Der er intet i det, der gør dig ivrig eller begejstret eller endda bare fast besluttet på at gå ud og møde det."
"Så mine historier udspiller sig ofte efter et sammenbrud, på en slags post-post-dystopisk måde.
Der er sket noget, der har ført til et behov for enorme forandringer, og sådan ser det ud.
Jeg prøver virkelig ikke at skildre samfund, der er perfekte, som bare er i konstant bevægelse.
Det er ting, der kræver aktiv indsats."
"Men jeg mener, det er afgørende for os at have noget mere at stræbe efter end blot ren og skær overlevelse.
Vi er nødt til at vide, hvad der gør kampen værd, og det er det, jeg forsøger at skildre.
Fantastisk. Og til sidst: Nogle af dine fans siger, at dit værk ikke kan filmatiseres.
Ser du det sådan? Måske er det for indadvendt, for personligt og for karakterdrevet til at kunne omsættes til en film."
"Ser du det som en begrænsning, eller mener du snarere, at disse historier hører hjemme i bøger?
Jeg synes, at mit medie er skrivning, og det er derfor det, jeg omfavner.
Og jeg eksperimenterer konstant med struktur, med form, med alle disse ting.
Mit fokus ligger ikke på, hvordan disse ting bliver tilpasset."
"Mit fokus ligger på at skrive den bedste bog, jeg kan på det tidspunkt.
Men hvis nogen vil tage det op og køre videre med det, ville jeg elske at se det.
Og jeg tror, det ville være en rigtig fed udfordring at se nogen tage fat på det.
Men jeg skriver bøger, og det er jeg tilfreds med."
"Og hvis du skulle vælge én af dine bøger til at blive filmatiseret, hvilken tror du så passer bedst til en audiovisuel filmatisering, hvad enten det er film, tv eller måske endda videospil?
Jeg tror især, at min Wayfarer-serie blev skrevet ud af en stor kærlighed til 90'ernes science fiction på tv.
Og derfor tror jeg, at hvis man skulle... Jeg føler, at det på en måde allerede er en færdigpakket tv-sæson."
"Det var stort set sådan, jeg forestillede mig tv-serien i mit hoved, da jeg skrev bogen.
Jeg tror dog, at uanset hvilket af mine værker det drejede sig om, ville jeg virkelig gerne se en håndgribelig, konkret form for filmatisering.
Jeg ville elske at se en animationsfilm. Jeg ville elske at se dukker. Jeg ville elske at se praktiske effekter."
"Jeg lægger stor vægt på at få mine verdener til at føles så håndgribelige og virkelige som muligt.
Og hvis det skulle ske, ville jeg elske at se en filmatisering, der var lige så virkelighedsnær.
Og jeg synes, det er vigtigt også i dag – at være ægte, at føles ægte og at være optimistisk.
Så tusind tak for din tid. Nyd dine sidste otte dage på Celsius, Becky."
