Med udgivelsen af Metal Gear Survive, og Kojima der noget nær blev presset ud af Konami, så er der ikke mange der forventer at høre livstegn fra Metal Gear-serien, og mange antager faktisk at den er helt og aldeles død. Selvom denne nyhed ikke er nogen bekræftelse af livstegn, så er der dog noget interessant der rør på sig.
Som GamingBolt kan rapportere så lader det til at Metal Gear Solid-seriens Voice Director, der har stået for optagelsen af al stemmeskuespillet siden seriens spæde begyndelse, samt skuespilleren bag Solid Snake, David Hayter, driller med en potentiel afsløring.
Seriens Voice Director, Robin Atkin Downes, har blandt andet skrevet via sociale medier; "missions take time to plan #StayTuned", og han har også linket til en artikel Hayter har skrevet om sin tid som Solid Snake og har skrevet; "So what happens to us now?"
Hayter svarede sjovt nok på denne besked, og skrev; "message received", og tilknyttede en lille video fra The Godfather III, hvor Michael Corleone overleverer sin berømte replik; "every time I think I'm out, they pull me back in".
Hayter blev spurgt om dette i et livestream ovre hos Escapist, og sagde; "we'll leave it a mystery for now".
Hvad mon der er ved at ske?