Efter to turneer sammen med Metallica og koncerter på landets største scener, er Volbeat efterhånden ved at være et etableret navn. Og selvom de på deres fjerde album ikke viger langt fra den grundformular, der gjort dem til en succes, så er her ingen tegn på metaltræthed. De spiller stadig tonsende boogie-metal med tydelig americana-indflydelse, der er stadig lagt stor vægt på det melodiøse, og forsanger Michael Poulsen lyder stadig som en blanding mellem Elvis og den svenske kok fra Muppet Show, men Beyond Hell/Above Heaven har stadig så mange friske pust, at man ikke kan anklage bandet for at sidde fast.
Åbningsnummeret The Mirror and The Ripper starter som typisk Volbeat når de er bedst, men bliver hurtigt krydret med en lækker slideguitar, der bryder med det vante udtryk og sætter tonen for resten af pladen. Opfølgeren Heaven Nor Hell fortsætter stilen med sin mundharmonika, og er pladens måske nok mest melodiøse sang. Her er desuden skruet helt op for de storslåede guitarflader, og man får straks indre billeder af at stå og skråle med på de forreste rækker foran Orange Scene. Volbeat spiller som om de stadig har noget at bevise - i dette tilfælde at de er store nok til at give stadionkoncerter. Og det virker.
Der er nok nogen der vil mene, at Volbeat er blevet noget blødere og radiovenlige siden deres debutplade, men her er også numre til det hårde metalfolk. Who They Are lyder som Metallica i deres storhedstid, og der bliver for alvor vist tænder på Evelyn, hvor Mark Greenway fra Napalm Death gæsteoptræder. Hans hæse og bidske growl står i god kontrast Poulsens sang, og nummeret slår en stor fed streg under, at Volbeat først og fremmest er et metalband.
Bandet går lidt i tomgang på pladens anden halvdel, hvor numrene bliver lidt for ensformige og Volbeat-typiske, men førnævnte Evelyn og Mikkel Kessler-nummeret A Warrior's Call, der passer glimrende ind, selvom det snart har et år på bagen, er med til at holde interessen fanget. Skivens slutter med fan-hyldesten Thanks, der uden tvivl er velment, men bliver en anelse for selvsmagende og tyk.
Hvis man ikke kan lide Volbeat bliver man næppe omvendt af Beyond Hell/Above Heaven, men tilhængere vil bestemt ikke blive skuffede. Volbeat viser at de stadig har masser af gnist og energi, og er man til tunge guitarer, bør man helt klart give den et lyt.