Warhammer 40,000: Space Marine II udkom på PC, Xbox Series X/S og PlayStation 5 den 9. september i år og efter de to første dage, rundede spillet 2 millioner spillere - og nu, 2½ måned senere, har spillet rundet 5 millioner solgte eksemplarer.
Det kunne Focus Entertainment fortælle i en opdatering på deres officielle website. Her kunne de også fortælle, at spillet nu er opdateret til PlayStation 5 Pro, selvom det måske nok er en lidt doven opdatering.
PS5 Pro opdateringen betyder, at spillet nu kører i en lidt højere opløsning, men ved samme FPS og det vil sige at i Quality Mode kører det nu i variabel opløsning mellem 1080p - 2160p og så opskaleret til 4K med PSSR i 30fps (før 1080p - 1440p opskaleret til 4K med FSR) og i Performance Mode kører i variable opløsning mellem 1080p - 1440p og opskaleret til 4K med PSSR i 60fps (før 720p - 1080p opskaleret til 4K med FSR).
Warhammer 40,000: Space Marine II er nomineret til to priser ved årets The Game Awards, som Best Action Game og Best Multiplayer Game. Er spillet blandt dine favoritter til årets spil?
