Opsplittede rockbands er ikke noget sjældent syn. Men bruddet mellem Ben Moody og Amy Lee fra Evanescence skabte alligevel overskrifter, eftersom debuten, Fallen, var en international succes. Med succesbølgen som Linkin Park skabte, spillede Evanescence sig ind i hjerterne på de poprock hungrende teenagere, men efter bruddet blev musikken aldrig den samme.
Amy Lee's opfølger The Open Door blev ingen succes, og nu er det Ben Moody's tur til at tage resten af slænget fra Evanescence med på et nyt eventyr i samarbejde med American Idol finalisten Carly Smithson.
Hvor Amy Lee havde kant, og en urokkelig vilje til at følge sine egne veje, er Carly Smithson så velvillig som man kunne forstille sig. De synger meget ens, men hvor lyden er præcis, som man husker fra Evanescence, er vokalen ikke så rammende som før, og helhedsbilledet er allerede skæmmet.
We Are The Fallen - Tear The World Down lyder som en plade, der er produceret i 2003. Velproduceret og vellydende, men uden kant. Uden sjæl og bestemt uden potentiale. Vi mangler de magiske passager fra Amy Lee, og selv om musikken er velspillet, så er det alt sammen hørt før. Ikke fordi der nødvendigvis er noget galt i det, men genren er efterhånden tyndslidt og bandet mangler fornyelse for rigtigt at gøre væsen af sig. Ben Moody har skabt sig en velspillet opfølger til Fallen. Lyden er nærmest identisk. Melodisk, hård og storslået. Men formlen er trættende.
Der er 11 numre på debuten, og det er ganske enkelt kedeligt at gennemlytte produktionerne. Det er synd, for vi har at gøre med dygtige musikere. Ben Moody har endelig udgivet sit eget album, men man undres over hvorfor det ikke er sket noget før. Havde årstallet sagt 2005, var jeg overbevist om at succesen havde været hjemme. Nu er det bare kedeligt og gammeldags. Hvor er lyden fra 2010 blevet af? Jeg tror personligt at Ben Moody har skrevet disse sange for mange år tilbage, men først nu fundet en kvindelig vokalist som tilnærmelsesvis kan løfte arven fra Amy Lee.
Forventningerne til sådan en plade har allerede fra start svundet ind. Hypen var centreret omkring det faktum, at det var gamle medlemmer fra Evanescence som slog sig sammen med en finaledeltager fra American Idol. Da singlen blev præsenteret var det klart for alle, at bandet ikke havde tænkt sig at gøre op med lyden fra 2003. Nej, de ville faktisk gøre alt for at blive sammenlignet med den populære gruppe, og det har i sidste ende, ikke været positivt.
For at opsummere pladen bedst, kan man beskrive albummet som en tro kopi af "Fallen" uden den stærke vokal, uden den stærke sangskrivning, og uden indflydelsen fra Linkin Park.
Pladens største problem er tempoet. Sangene flyder simpelthen ud og ind ad hinanden på den dårlige måde, og den musikalske ekvilibrisme forbliver på nulpunktet. Det lyder bare sløvt. De melodiske guitar passager, og de gennemtværede riffs er et gennemgående tema, men uden pondus kommer man ikke langt i denne verden, og We Are The Fallen er bestemt uden pondus.
Sleep Well My Angel har en dejlig klang, men straks føler man at My Immortal er blevet kopieret, og så længe det ikke lyder bedre, så er genkendelsens glæde svær at finde.
Af en eller anden grund, var der en del modvind mod Evanescence andet udspil The Open Door, og We Are The Fallen kunne nemt have udnyttet dette, men det har de ikke formået. De har fejlet fordi de ikke har gjort et større forsøg, end på at efterligne Fallen's lyd og ikke engang det, kunne de hive i land. Det er en skam, fordi havde de haft evnerne til at gøre bare en af delene, havde de haft muligheden for at vinde alle de Evanescence-fans, som sidder derhjemme og venter tålmodigt på et tredje album.
I stedet har vi fået serveret en kedelig kopi, med en kedelig lyd og en uinspireret vokal. Nummeret Bury Me Alive er pladens største lyspunkt, men hvis det er det bedste, så er det tydeligt at se hvor bundniveauet ligger.
Til jer som stadig synes om lyden fra 2003, vil jeg forslå at vente på et bedre alternativ, og til jer som virkelig ikke kan vente længere, vil jeg råde til at spare pengene alligevel.