Man kan næppe gå denne sommer i møde uden at møde disse fire unge mænds førstesingle, Fail Forever, der har været med til at skubbe dem lidt længere ind i varmen hos det danske publikum. De er fra København og bestemt ikke ukendte blandt musikelskere i det ganske land. De havde en EP ude inden denne debut plade, og har fået afprøvet deres talenter som et yderst benyttet navn på forskellige klubscener landet over.
Det er en lidt spøjs genre de får dannet på Ten Makes a Face, der indeholder ti numre, der skal hjælpe mig til at komme lidt tættere ind på, hvad det egentligt er det hele går ud på. Det er et herligt sammensurium af lyden fra mange årtier i musikverdenen, der bliver forenet og er med til at give When Saints Go Machine deres særprægede og overraskende lyd.
De vokalarrangementer, der bliver opstillet i Pick Up Your Tears And Run kunne i allerhøjeste grad smage af noget Beach Boys og 60'ernes vokalhysteri. Samtidig lyder den føromtalte single, Fail Forever, som noget en tidlig udgave af synth-kongerne i Depeche Mode kunne have stykket sammen. Straks herefter befinder man sig i 90'ernes eurodance univers, med nummeret Spitting Image. Det er helt igennem en forfriskende blanding af de bedste og mest mindeværdige genrer fra de forskellige årtier - alt sammen underlagt en del inspiration fra især disco og house. Det står generelt sjældent stille, når man er i selskab med When Saints Go Machine.
Der er generelt tale om et vellykket album, der hele tiden udfordrer sig selv, og den ellers til tider ret sterile popscene. Ikke mindst med den karakteristiske vokal tilhørende Nicolaj Vonsild, der udfordres, men som oftest klarer opgaven ganske ubesværet. Om en stor del af den lyd og det univers, der bliver bygget op her, kan tislkrives The Knife (og Fever Ray) produceren, Christoffer Berg, er nok ikke usandsynligt. Men det er et yderst gunstigt samarbejde, der har fundet sted på denne plade. Flerfarvet og udfordrende.