Mange havde troet, at White Stripes var en saga blot, efter at bror/exmand Jack havde fundet nye og bedre spillende legekammerater i The Raconteurs, men sådan skulle det ikke være. Jack vendte tilbage til Meg, alt var fryd og gammen, og efter 14 dage i studiet kom de to søskende/ex'er ud med Icky Thump. Det skal siges med det samme, at dette ville være en langt værdigere svanesang end Get Behind Med Satan's lidt for marimba-inficerede mariachi-gejl.
Icky Thump er for størstedelen af albummets vedkommende et skridt tilbage mod den klassiske tomands bluesrock, som White Stripes må siges at mestre. Vel er der et par enkelte fejlskud udi sækkepibens meget få glæder, men som helhed er dette White Stripes, som de fleste kender og elsker dem. Meg White er stadig ikke i nærheden af at være noget, man kan kalde for trommeslager, men hun får da slået på tønderne og til tider ramt et beat, der er bare sådan nogenlunde.
Til gengæld gør Jack White så sit for at fylde hullerne ud, og det er måske derfor, de to til stadighed er så godt et makkerpar. De supplerer hinandens fortrin og mangler perfekt og formår gang på gang at få rigtig meget ud af rigtig lidt. Det ved de sikkert også godt selv, så lur mig om der ikke kommer i hvert fald et til album fra White Stripes engang ude i fremtiden.