Wipeout 2048

Mindst ét af de mange E3-rygter er blevet til fakta.

Wipeout 2048 var en af to potentielle titler forbundet med Sonys populære tyngdekrafts-trodsende racerserie. Navnet virkede sandsynligt, givet hvor tæt det lå på 2097, der var undertitlen på det andet spil i serien til Sonys gamle PlayStation. Udvikleren Liverpool Studio havde allerede udforsket den fjerne fremtid for verdens bedste sport uden hjul med Pure, HD og Fury, så et kig på en nærmere fremtid virkede både mulig og rig på potentiale for kunstnerisk fortolkning.

Sådan lød spekulationerne. Og det viser sig, at det er netop dét, Studio Liverpool har gjort.

Spillets tilstedeværelse på Sonys tophemmelige før-E3-event virker ved første øjefald minimal - én enkelt bane i både singleplayer og multiplayer på tværs af platforme - men for en serie, hvis arv går 16 år tilbage, er der meget at tage fat i.

Det første man bemærker er fartøjernes design, der ligger langt fra de slanke missiler fra sportens fremtid. Disse maskiner fra de tidlige år er det nærmeste, Wipeout nogensinde kommer betegnelsen "grim". Deres kurver er mindre udtalte, men designet har et sexet retro-finish, takket være den klare association til de skibe, vi så i det første spil tilbage i 1995.

Mens Studio Liverpool gik tilbage til det oprindelige spil for at regne ud hvordan både holdene og Anti-Grav-ligaen tog sig ud, dengang de lige var ved at komme i gang, viser både banedesign og grafik tydeligt den udvikling, Wipeout-serien har gennemgået på denne side af årtusindeskiftet. The Tower Track, der er banens kodenavn, smyger sig gennem nyere og ældre områder af en by, et træk som holdet bruger til at vise bylandskabets forandring i fantastiske detaljer.

Hvis du kan trække dine øjne væk fra selve banen, vil du bemærke hvordan de første stræk suser forbi afspærrede gader proppet med mennesker, og forgrener sig ud i forskellige ruter gennem motorveje. Farverne er afdæmpede, endda beskidte, og antyder den slags forfald, vi forventer af enhver fremtid, der er inspireret af scifi fra 80'erne. Men pludselig kommer banens centerstykke til syne - et næsten halvfems graders sving opad langs det tårn, der dominerer banen, før det lige stræk bliver til loops rundt om tårnet. Den blå himmel føjer sig for en skinnende ny verden af skyskrabere og klare blå racerbaner. Overgangen er lige så subtil som en mursten, og så meget desto bedre af den grund.

Det er udviklernes plan at have et centralt stykke eller hook til hver bane, for at give dem deres egen identitet. Banerne er væsentligt bredere end før, en bevidst beslutning der skal åbne for mere aggressivt spil, så skibene rigtig kan slås om deres placeringer. Studiet har pillet ved kampsystemet, og delt våben-pickups i to tydelige farver, der indikerer aggressive og defensive muligheder, mens skjoldet er blevet en integreret del af holdets arsenal fra starten, og aktiveres med et tryk på cirkel-knappen.

Spillet kan styres både på normal vis og med gyro-sensoren, og muligheden for at flytte skibets vægt frem og tilbage ved at tilte maskinen virker mere naturligt end i andre racere. Vi fik også mulighed for at spille på tværs af platforme, men de finere detaljer omkring hvordan, det kommer til at fungere, ville udviklerne ikke snakke om. De oplysninger vil blive afsløret senere.

Som en relativt lille men sjov tilføjelse kan man manipulere med baggrundende på spillets titel- og menuskærm ved hjælp af touch-pad'et. Udviklerne har hvisket os i øret, at det måske får større betydning end bare at være visuelle behageligheder.

Vi spørger selvfølgelig også om Designer's Republics indflydelsesrige arbejde med tidligere spil i serien (Wipeout 3 er et mirakel inden for minimalt menudesign) vil vende tilbage, da vi bemærker det klassiske Fesiar-holdlogo på et billboard langs banen. Desværre får vi ikke noget håndgribeligt svar - ikke på grund af hemmelighedskræmmeri, men fordi de folk, der arbejder på det aspekt af spillet, ikke er til stede denne dag.

Vi er ivrige efter at høre mere, at spille mere. Og det er om noget sigende for Wipeouts udholdenhed. Den eneste anden racing-serie, der har eksisteret længere og stadig har benzin i tanken disse dage, er Mario Kart. Forskellen er bare, at pånær et enkelt forkert skridt (det dårligt udtænkte Fusion fra 2002) har Wipeout leveret varen med hver eneste udgave, og fået nærmest universel anerkendelse. 2048 ser ikke ud til at bryde med den stime.