Woodkid er stadigvæk et relativt ukendt navn i musikindustrien. Han startede sin karriere ved at instruere musikvideoer for blandt andet Beyoncé og Taylor Swift, men spilfolket kender ham nok bedst som leverandøren af lydsiden til den episke Assasins Creed: Revelations trailer, som I kan se eller gense herunder. Tryk play inden du læser videre.
Sangen Iron blev en kæmpe succes og banede vejen for den første EP af samme navn. Nu er Woodkids debutplade ude, og i den anledning tager vi fat i kunstnerens tidligere værker.
Begge EP'er lægger sig op af et dualistisk lydbillede, der består af de storslåede, rytmiske kompositioner der demonstreres på begge EP'ers titelsange, Iron og I Love You, men også smukke og subtile ballader, hvor Woodkid satser mere på melodisk opsætning og lyrik end på de episke titelsange.
Det er altså to meget forskellige musikalske strukturer, der præger de to EP'ers i alt syv numre, men splittelsen mellem de to stilarter klæder på mærkværdigvis hinanden og gør Woodkid utrolig unik som kunstner. De romantiske ballader demonstreres fantastisk på numre som Brooklyn og Wasteland, hvor Woodkid formår at skabe et helt uforstyrret musikalsk rum, som både er stemningsfyldt og sårbart. Hertil kommer de to afsluttende numre på I Love You EP'en, Towers og The Deer der er helt instrumentalt, og minder snarere om storslået filmmusik, end alternativ pop.
Denne dualistiske tilgang, som Woodkid har valgt skal dominere lydbilledet, er både en styrke og en svaghed, da det både underbygger det ekstremt unikke lydlige og nærmest filmiske univers, men samtidig også risikerer at fremmedgøre lytteren.
Har du ikke allerede taget chancen, vil du snart kunne læse her på Gamereactor om det er lykkedes at skabe en fantastisk debutplade for Woodkid. Disse to EP'er demonstrerer dog en legelyst, en musikalsk gnist og ikke mindst en idé. Og denne idé har fået lov til at udvikle sig. Resultatet er at de gigantiske rytmiske og melodiske strukturer er fejlfrie, mens de romantiske ballader er simple og harmoniske, og begge dele er bundet ind i Woodkids minimalistiske vokal.
Det er altså et potentielt mesterstykke som den hemmelighedsfulde franskmand kan levere med sin debut, og disse to EP'er demonstrerer glimrende Woodkids musikalske tække samt sans for kvalitet og nyskabelse.
Glæd dig til anmeldelsen af The Golden Age i weekenden her på siden.