Skip to main content
Gamereactor Hardware WooFit Headphones
Hardware

WooFit Headphones

Magnus har taget et kig på SackIt's nye headset-satsning.
Magnus Groth-Andersen 13 oktober 2015

Som Anders Fischer skrev tidligere her på Gamereactor, er headset-krigen i fuld gang, men det er ikke kun på gamer-fronten at de forskellige producenter kæmper bravt for at vinde forbrugernes hjerter, og ører for den sags skyld, men også på de mere forbrugerelektroniske slagmarker. Kampen er intens, fordi et godt headset skal, sjovt nok, udføre mange opgaver til punkt og prikke, for at skille sig ud i et noget tætbefolket felt. Hvorfor vælge Harman Kardon frem for Bose? Hvorfor vælge Sennheiser i stedet for B&O? Nu er det blevet endnu sværere at vælge, for SackIt, en ny konkurrent, er parat til kæmpe med, og det gør de mere deres WooFit Headphones. De er trådløse, har Noise Cancellation og tilbyder god kvalitet og solid lyd for en rimelig penge.

Jeg vil først og fremmest pointere, at jeg vil lade både Anders og ikke mindst Kim stå for anmeldelserne af de mere gamer-venlige gadgets, og i stedet indtage et mere lavpraktisk, forbrugervenligt standpunkt, og give jer et indblik i min oplevelse af headsettet, som jeg trofast har brugt til, på og fra Gamereactor i løbet af den sidste måneds tid.

Det første man ligger mærke til, er kvaliteten af selve headsettet. Selve bøjlen er solid, det lidt syntetiske læder føles rart mod hovedbunden og højtalerpuderne er bløde og rare mod ørene, og det kommer fra en der som regel foretrækker at have headsettet om ørene i stedet for på dem. Selve bøjlen er en metalkonstruktion, der til trods for en høj bøjelighed faktisk virker robust. Bøjlen er dog tydeligvis skabt til mennesker med ufatteligt smalle hoveder, og derfor kan WooFit Headphones til tider virke en smule omklamrende. Det var dog noget jeg vænnede mig til relativt hurtigt, og var ikke årsagen til gener, udover en lille irritation i starten. Irritationsmomentet ændrer heldigvis ikke ved, at design i det hele taget er et af WooFit Headphones' stærkeste kort på hånden. Headsettet leder tankerne hen på Iphone's matte overflade, og specielt 5 og 5S brænder sig fast på nethinden.

Lyden er og bliver jo det vigtigste, og her overrasker headsettet med sit detaljerede lydbillede, og skuffer med sin aktive støjreduktion. I forhold til at headsettet er on-ear, afgiver det et dybt lydbillede, der i samtlige frekvensbånd både er detaljeret og mangefacetteret. Instrumentgengivelse i de gammeldags Led Zeppelin-optagelser, og tidlige Beatles-plader afgives med samme forventede, autentiske og aldeles tørre lyd, og fransk house-musik såsom Justice, SebastiAn og Darius' hyper-basprægede lydniveauer ryster ikke headsettet ud af proportioner. Med andre ord kan konstruktionen tåle musikalsk variation, og er ikke bedre drejet til en bestemt form for lyd. Det er alsidighed der er sigtet efter, og her er det tydeligvis lykkedes for WooFit. Dog er den aktive støjreduktion, eller Noise Cancellation, et konstant problem, da den hverken kan reducere egentlig støj, men samtidig forværre lydkvaliteten betragteligt hvis man slår den til via en slider-knap på den ene side. Derudover formindsker det batteritiden betydeligt.

Og batteritiden bliver vi nok nød til at dvæle lidt ved, for det er her at WooFit Headphones virkelig skuffer. Selvfølgelig medfølger et jack-til-jack stik, som fuldstændig afliver behovet for at brokke sig over batteritid overhovedet, men WooFit Headphones markedsføres som et trådløst headset, og derfor bør det pointeres, at batteritiden ikke er synderligt lang, omkring en 7-8 timers spilletid, og det er endnu kortere hvis du har støjreduktion på. Desuden får du en konstant påmindelse om batteritilstanden, hvis denne er lav, via en lyd-notifikation, der spiller henover lyden en gang hver 30. sekund.

Til trods for en lav relativt lav batteritid, og en irriterende notifikationslyd, er WooFit Headphones et ganske glimrende headset, der med et lækkert Apple-inspireret design og dybt lydbillede, med bekvemmelige on-ear cups, kan give dig, for omtrent 1000 kroner, et fint alternativ til Sennheisers lidt dyrere modeller. Om ikke andet slår selve lyden Harman Kardon's Soho-serie med længder.. og de koster over dobbelt så meget.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.