World of Warcraft: The War Within

World of Warcraft har eksisteret i mange år, og den overordnede historie er efterhånden blevet så kompleks, at selv erfarne Warhammer 40.000-fans kan have svært ved at følge med. For at sætte det i perspektiv: Den mest forenklede forklaring, jeg har set, var en video på 30 minutter.

Som en gammel spiller, der har været med siden begyndelsen, længes jeg efter enkle og forståelige fortællinger, der giver mening inden for et afgrænset område. For eksempel: "I dette område er der en ond konge, der undertrykker befolkningen og planlægger at invadere nabokongeriger - hjælp med at besejre ham og hans hær af onde soldater, der er udstyret med avanceret militærteknologi." Men nej.

Vi står igen midt i en total apokalyptisk begivenhed, der - denne gang endnu mere bogstaveligt - truer med at gøre en ende på alt liv på planeten. The War Within er det første af tre kapitler, der omhandler kampen mellem det gode og det onde. Meget forsimplet og teknisk set ikke helt korrekt handler den overordnede historie om, at hele planeten Azeroth huser sjælen af en ny Titan, WoW-universets guder, og denne Titan er potentielt den stærkeste i universets historie. Derfor forsøgte en anden Titan for nogle udvidelser siden at stikke sit sværd igennem planeten. Alle de onde guder, vi har bekæmpet, har forsøgt at korrumpere planeten, så den bliver ond, for hvis Azeroth står på det godes side, kan den mere eller mindre alene besejre "the Void" - det mørke og onde, hvor Warlocks får deres magi fra. I denne udvidelse kradser vi i overfladen og dykker bogstaveligt talt ned under planetens overflade gennem en ny ø, hvor vi kan udforske planetens indre - eller i det mindste en del af det.

Her møder vi Earthen, en slags dværge lavet af sten. De er arbejdende folk, der holder maskiner og funktioner i gang for at beskytte og vedligeholde planeten. Over dem står Keepers, og over dem Watchers - skabninger, man har kunnet støde på fra WoWs tidligste dage. De har naturligvis en masse problemer, som vi kan hjælpe med, inklusive en overfladeinvasion fra Nerubians, der fungerer som spillets nye primære skurk, Xal'atath. Denne skurk har i denne udgave taget en afdød Night Elver's krop og har dermed materialiseret sig. Ja, det kan blive lidt kompliceret.

Der er som altid nye systemer, eksempelvis Delves - små mini-dungeons beregnet til enkeltpersoner og små grupper, tidligere kendt som "scenarios." Her er de integreret som store hulesystemer, der skal renses, nogle skal reddes, eller lignende. Det er faktisk ret underholdende, og flere af dem har deres egne specifikke spilmekanikker, fx svampe der fungerer som trampoliner, eller lys, der skal holdes ved lige, da mørket giver fysisk skade. Jeg vil gå så langt som til at sige, at hvis man får lidt mere ud af det ift. nyt udstyr og penge, kunne jeg helt klart tænke mig at gennemføre dem alle på højeste niveau gentagne gange - og jeg elsker at have Brann Bronzebeard med som min personlige healer.

Når man er træt af at hjælpe på overfladen, er det på tide at dykke ned under overfladen - bogstaveligt talt. Man flyver ned i et enormt underjordisk hulesystem. Det er set før, men alle de små grafiske opdateringer gør dog, at det her er smukkere end nogensinde før, fyldt med luftskibe, små flyvende øer og opdelt i tre distinkte områder. Det betyder naturligvis også nye faktioner, mens nogle elementer fra Dragonflight stadig er bevaret. Jeg er personligt ret vild med de indbyggede racerbaner i luften.

Ellers er det meget som vi kender det. Igennem questing og dungeons opbygger man en verden og et univers, som spilleren bevæger sig i, og man udforsker den historie, der er, for at få bedre og bedre gear. Det bliver nødvendigt, for når de sidste raids frigives om en måned, skal man have ret godt udstyr for at kunne være med.

WoW-udviklerne skal have ros for at blive bedre til at udnytte det vertikale. Højde er en dimension, der kun lejlighedsvis er blevet brugt førhen. Det blev bedre med Dragonflight, men med The War Within skal man konstant tænke i tre dimensioner, hvilket giver en helt anden rumfornemmelse og en følelse af storslåethed. Og med det nye Warband-system er det pludselig blevet nemmere at have flere karakterer og springe de mere kedelige dele over, og ikke mindst betyder det mere plads i banken. Det er ikke helt på niveau med Legacy-systemet i Star Wars: The Old Republic, men det er en stor opgradering, der klart giver incitament til at spille alts.

Den grafiske kvalitet er med tiden blevet bedre og bedre, og forhåbentlig kommer der et totalt overhaul af hele spilmotoren, når denne trilogi er overstået. Men endnu vigtigere er musikken, der skaber stemningen i hver zone. Den er tilbage på et imponerende højt niveau. Har man det rette udstyr, vil man blive imponeret over den orkestrale musik, der fylder ørerne - noget, som ikke altid får den ros, det fortjener.

Noget jeg derimod ikke er så imponeret over, er talenttræet. Her har man valgt at lade nye levels give sig udslag i Hero-talents - særlige talenter over level 70. Det, jeg har prøvet, er en lang række passive talenter, der gør dig mere dødbringende. Det virker, men jeg havde nok foretrukket at få 10 point mere til at bruge i mit almindelige talenttræ i stedet for en masse ekstra passive bonusser.

Derudover er jeg lidt træt af den dynamiske flyvning. Ja, den kan slås fra, men det kræver en Pathfinder-achievement, som tager tid fra at level op - tid, som jeg ikke nødvendigvis har. Dertil kommer, at crafting-systemet er blevet for indviklet; der er for mange variabler og ekstra detaljer, der skal tages hensyn til, og den visuelle præsentation virker en smule rodet.

Når det er sagt, er der mange elementer, jeg er meget glad for. For eksempel er der mange nye ting at opdage, uden at der nødvendigvis er achievements eller quest-items knyttet til dem. Ved et tilfælde fandt jeg en hule bag et vandfald. Der var intet formål med hulen, udover at der var en blomst, man kunne høste - men nogen har brugt tid på at lave den, velvidende at den ikke tjener noget funktionelt formål, og det er noget af det, jeg elskede mest ved WoW i starten. Der er også lidt mindre "verdens frelser"-tilgang til det hele. Man kommer som en fremmed til en verden, hvor man ikke nødvendigvis er velkommen, og der er mere fokus på opdagelse end på heltegerninger.

The War Within byder på mere af det samme, selvom omgivelserne er anderledes. Men det er svært ikke at blive investeret i at hjælpe disse sten-dværge, der er fuldt ud bevidste om deres begrænsede levetid, deres rolle i verden, og at deres formål er at tjene gennem vedligehold og hårdt arbejde. Det er svært ikke at blive empatisk og gøre sit bedste for at hjælpe dem - så på dette punkt har udvidelsen bestemt succes. Jeg var halvvejs igennem leveling, før jeg overhovedet nåede til den indre verden, der i øvrigt ligner noget fra en dyr animationsfilm - det hjælper også på helhedsindtrykket.