World of Warcraft får senere på året en ny udvidelse kaldet Dragonflight. Allerede fra september vil spillere af det snart 18 år gamle MMORPG dog kunne kaste sig over nyt indhold.
Det drejer sig om udvidelsen Wrath of the Lich King, der tilføjes til World of Warcraft Classic, som er en genudgivelse af den klassiske WoW-oplevelse. Nu har udvidelsen fået en konkret lanceringsdato, da Blizzard melder, at Wrath of the Lich King udkommer (igen) den 26. september.
World of Warcraft: Wrath of the Lich King udkom oprindeligt den 13. November 2008, og er af mange anset som den bedste udvidelsespakke til World of Warcraft.