Wuchang: Fallen Feathers

Ved første øjekast er der ikke meget ved Wuchang: Fallen Feathers, der får titlen til at skille sig ud fra mængden. Soulsborne-spil er blevet lavet i massevis i løbet af de sidste 15 år, og med eventyr som Wo Long: Fallen Dynasty og Black Myth Wukong er det kinesiske mytologi-kort også blevet spillet flere gange, og vi taler endda kun om de sidste par år. Det ser dog ikke ud til at afskrække udvikleren Leenzee, og efter at have spillet omkring 40 timer af denne udfordrende actionperle kan jeg godt forstå, hvorfor de er holdt fast i deres oprindelige plan. Der er tale om et imponerende spil med masser af indhold, og til en nedsat pris er det let at anbefale for alle fans af genren.

Handlingen i Fallen Feathers udspiller sig i et alternativt oldtids-Kina, med store imperier og langvarige dynastier som en del af det narrative baggrundstapet. Vores hovedperson er en pirat ved navn Bai Wuchang. Denne dygtige piratkrigere lider, noget klichéagtigt må man sige, af hukommelsestab, samtidig med at hun er ramt af noget, der kaldes »The Feathering«. Denne pestlignende lidelse får fjer til langsomt at vokse ud af huden, samtidig med at den gradvist driver den ramte til vanvid. Uden behandling vil den syge til sidst forvandle sig til et blodtørstigt monster, og da der ikke findes nogen kendt kur, er diagnosen mere eller mindre en dødsdom for alle, der smittes. Tiden er derfor af afgørende betydning for vores glemsomme hovedperson, og det er op til spilleren at løse mysteriet bag denne mærkelige sygdom og finde en kur, før Wuchang går til grunde.

Historien i sig selv er noget at skrive hjem om, men i modsætning til FromSoftwares kryptiske fortællinger, får vi denne gang en mere klar historie med tydelige penselstrøg, der tegner retningslinjerne og belyser karakterernes forskellige motiver. Der er stadig mange subtile gåder og tvetydige undertoner, der kan føre til tilfredsstillende afsløringer, men forvent ikke den samme slags indviklede historie, som man finder i for eksempel Elden Ring - på godt og ondt.

Med hensyn til gameplay låner det dog meget mere fra Miyazaki og hans uhyre populære Dark Souls-serie. Bortset fra de åbenlyse hjørnesten, som man nu kan forvente af et såkaldt Souls-eventyr, er det hovedsageligt i miljødesignet, at de bedste elementer fra genrens stamfader er blevet kopieret. Den samme type geniale og sammenhængende kort, som man finder i Dark Souls 3 og Bloodborne, kan også udforskes her. Til tider føles det virkelig, som om man er tilbage i Yarnham eller Lothric, omend med en lidt anden æstetik.

Men ikke alt er kopieret fra FromSoftwares forskellige mesterværker; Leenzee formår også at tilføje en masse egne interessante ingredienser, der krydrer den grundlæggende opskrift. Kampene er for eksempel et af de elementer. Ved at time, hvornår du skal dukke dig for indkommende angreb eller parere et svingende sværd, belønnes du med noget, der kaldes »Skyborn Might«. Dette er en bivirkning af The Feathering, og når du har samlet nok point af denne værdi, kan du udløse forskellige specialangreb eller bruge magiske besværgelser, der kan hjælpe dig i de mest krævende kampe. Der er ingen klassisk »Mana-måler«, som du kan fylde op med forskellige helbredseliksirer, som i klassiske rollespil. Kun ved at udsætte dig selv for fare og spille med finesse kan du bruge spillets mere avancerede manøvrer. I starten kan det være usædvanligt for en magibruger at søge risici aktivt i stedet for at kaste besværgelser fra en sikker afstand, men jeg kan virkelig godt lide, at man skal ofre sin egen sikkerhed for at blive midlertidigt stærkere.

Et andet interessant system kommer fra noget, der ganske enkelt kaldes »Madness«. Hver gang du dør, øges din indre uro, og når måleren når grænsen, skal du konfrontere dine dæmoner i form af et spejlbillede af din egen karakter. At miste alle ens penge og derefter blive tvunget til at kæmpe med en hurtig og dødbringende version af sig selv for at genvinde de tabte rigdomme er en nervepirrende oplevelse, og hvis du syntes, at spillet var svært før, bliver det ikke nemmere, når du bliver tvunget til at tackle din egen morderiske galskab. Denne galskab har dog også sine fordele. Jo mere du giver efter for den, jo stærkere bliver du i dine egne angreb. Ja, du tager samtidig mere skade, men hvis du er sikker på din fingerfærdighed og evne til at time dine knaptryk, kan du bruge dette system til at få overtaget.

Et Souls-spil ville ikke være komplet uden sin andel af udfordrende bosser, og selvom nogle af spillets tidligere kreationer ikke kan klassificeres som mesterværker, er der et par kampe i de senere dele af eventyret, der er blandt de absolut bedste i genren.

Som allerede nævnt, er Wuchang: Fallen Feathers ved første øjekast ikke noget, der skiller sig ud fra mængden. Det er endnu et Soulsborne-eventyr, der følger den vej, som FromSoftware og utallige efterfølgere har banet i næsten to årtier. Kinesisk mytologi og æstetik er også blevet brugt før i andre eventyr, og nu er nyhedsværdien til en vis grad forsvundet. Men det er i spillets sande natur, med kontrollen i dine hænder og glæden ved opdagelsen i fokus, at Leenzee opnår det, som mange andre Dark Souls-efterlignere ikke formår. Det formår at skabe en lignende type spilglæde, som Miyazaki og hans FromSoftware-team har udviklet i etaper, og derfor er spillet bestemt en anbefaling værd.