Jeg har altid kunnet mærke et bid af misundelse, når mine motorsportsfanatiske kolleger er begyndt at tale om deres storslåede racing-setups hjemme i stuen. Om deres force feedback-rat, eller deres Fanatec-modeller der er nøjagtige kopier af rattet i en Porsche 911, komplet med logo og vippearme til gearskift. Om pedaler og racing-stole og cockpits med alt hvad man kunne drømme om af lir.
Men misundelsen er flygtig. For blærede som disse setups er, så er de også omtrent lige så praktiske i hverdagen, som de superbiler de emulerer. De kræver plads og kompromisser omkring indretningen af ens stue (eller hvor man nu har sin konsol stående), udover at de også er temmelig dyre.
Dog kan man ikke komme udenom, at spil som Forza-serien bedst spilles med rat, hvor upraktisk et end måtte være. Det har Microsoft også regnet ud, og har derfor udtænkt et alternativ, der skulle kombinere det bedste fra begge verdener - præcisionen og den naturlige styring fra rattet, kombineret med pladskravene fra en ganske almindelig controller.
Da jeg første gang ser Speed Wheel, er jeg temmelig skeptisk. Et trådløst rat uden nogen ratstamme, der alene skal fungere ved bevægelsesfølsomhed. Den slags er blevet forsøgt i umindelige tider, og resultaterne har i bedste fald været tvivlsomme. Men teknologien er kommet et langt stykke siden da, og al min skepsis forsvinder som dug for solen, da jeg første gang prøver Speed Wheel af i Forza Motorsport 4. Ratmodellen i bilens virtuelle interiør følger mine bevægelser til punkt og prikke, og jeg suser gennem svingene nærmest limet til ideallinjen.
At lave små bløde korrektioner er let som en leg, og jeg oplever ikke en eneste gang at skulle dreje rattet kortere eller længere end hvad mit instinkt siger mig. Forza er en fornøjelse at spille med Speed Wheel, og jer er nærmest solgt fra første øjeblik.
Speed Wheel virker bare. Der er ingen bøvlet setup eller kalibrering, nej, det er proppe 2 AA-batterier i, tilslutte og race. Det er også underordnet om du sidder oprejst eller ligger henslængt på sofaen. Rattet er ganske let, og man behøver ikke holde det udstrakt foran sig eller lignende. Jeg plejer at hvile albuerne på mine lår, når jeg spiller med en almindelig controller, og samme stilling fungerer upåklageligt her.

Der er ingen pedaler til Speed Wheel, hvor man i stedet styrer speeder og bremse med de to aftrækkere på rattets bagside, ganske som vi kender det fra den almindelige controller. På forsiden finder vi et d-pad og de sædvanlige ABXY-knapper, men Microsoft har ikke fundet plads til LB og RB-knapper på Speed Wheel. Og det er en skam.
Når man først er ude på asfalten, savner man dem ikke - i alle de racing-spil, hvor jeg har testet Speed Wheel, bliver de enten slet ikke brugt, eller man kan flytte deres funktioner over på andre knapper. Menuerne er dog en anden sag, og i Forza 4 betyder det, at du ikke har adgang til at justere gearing og andre former for fintuning - menuen til dette skal død og pine navigeres med LB og RB, så man er nødt til at logge ud af sin Xbox-profil, tilslutte en almindelig controller og logge ind igen gennem den, hvis man vil justere andet end dæktryk. Det er en skam, og forhåbentlig noget der bliver fikset med en opdatering til spillet, eftersom Speed Wheel decideret er lavet med Forza i tankerne.
Jeg har testet rattet i en række andre spil, herunder Need for Speed: Hot Pursuit, Need for Speed: Shift og Project Gotham Racing. Alle spil genkendte det fint - dog vil jeg vurdere, at Hot Pursuit styres bedre med en almindelig controller end Speed Wheel eller noget andet rat, for den sags skyld. Mens en ældre arcade-titel som Pure fejlede stort, trick var umlige og styringen gal. Men i de mere seriøse eller realistiske racing-spil har Speed Wheel været en fornøjelse at bruge.

Udover de manglende bumper-knapper har Speed Wheel én anden væsentlig mangel: der er ikke noget stik til chat-headset. Vil man spille online og snakke med sine med- og modkørere, skal man altså have fat i et af Microsofts trådløse headset, som for eksempel den kombinerede Bluetooth/Xbox 360-model, de lige har lanceret.
De virkeligt inkarnerede gear-heads vil nok vrænge på næsen af Speed Wheel, og det lever selvfølgelig ikke op til de store setups med rat, pedaler og racer-stol. Mindre kan dog også gøre det, og i forhold til at styre med den almindelige controller er Speed Wheel et kæmpe skridt i den rigtige retning. Samtidigt er prisen ganske overkommelig - det koster omtrent det samme som en almindelig controller. Og for et stykke grej, der gør spil som Forza eller Shift så meget sjovere, er de penge godt givet ud.