X-Men: Destiny

Destiny er dog en smule anderledes, for det introducerer tre helt nye karakterer til kampen mellem menneskeracen og Homo Superior, og byder på et mørkere syn på hvad der normalt er historier fyldt med håb om en fredelige fremtid hvor alle lever sammen i harmoni.

For det første er forkæmperen for freden, Charles Xavier, død - spillet åbner med en ceremoni til hans ære. Som forventet bliver lovtalen afbrudt da Magneto og hans Brotherhood angriber under begravelsen, hvilket følges op af et modangreb fra Purifiers, som er en menneskelig gruppe der ønsker at udrydde mutanterne.

Hele situationen bygger på snedig vis den trevejs-kamp op som definerer spillet, selvom det desværre knapt handler om forskellige ideologier, men mere om hvem du ønsker at banke i brædderne. Der bydes dog stadig på mulighed for spillervalg i dette action-rollespil, og nogle beslutninger vil altså stadig blive afgjort af dig.

Det er i denne konflikt du bliver givet valget mellem tre forskellige mutanter, som hver er en X-gene kopi af de kendte rollespils-roller. Der er den unge Aimi som er på flugt fra en mutant lejr i San Francisco, college eleven Grant som drømmer om at bliver en professionel amerikansk fodboldspiller, og Adrien som er en konfliktfyldt type der stadig kæmper med at finde sig til rette med sine nye evner, ikke mindst fordi hans fader blev dræbt af mutanter.

Silicon Knights har forsøgt at trække disse personligheder gennem det klassiske X-wheel, sådan at de appellerer til flere af de mest kendte figurer fra universet - X-23, Colossus osv. - men det er kun Adrien der egentlig er interessant fordi han kæmper med sine mange tanker om det hele. Den simple atlet og den japanske skolepige byder desværre ikke på andet end de typisk stereotype roller man kunne forvente.

Styrkerne og kræfterne er dog de samme for alle tre, og karaktervalget bestemmer kun baggrundshistorien. Du vælger derfor en af tre forskellige kamp-evner, der byder på en blanding af svage og stærke angreb som alle kan kædes sammen til kombinationer og udvides med opgraderinger.

Man kan også finde de såkaldte X-genes og kostumer fra kendte figurer i X-universet, hvilke kan tilføjes til en af fire forskellige evne-placeringer på din figur, med tilføjelser til dine evner som følge. Wolverine-kostumet vil eksempelvis genoplade din livsstyrke, mens Avalanches vil fryse fjenderne for et kort øjeblik.

Ekstra mutantkræfter fås i form af opladelige skjolde der samtidigt giver livsstyrke, og kraftfulde energi-stråler som oplades hver gang man drager i kamp. Mulighederne får det hele til at føles mere som et arkadespil end et egentligt rollespil.

Banerne er simpelt designet og det er umuligt at fare vild, fordi det hele er forudplanlagt. Man bliver helt tiden mødt af store bunker af fjender som skal have tæv, men desværre har der ikke været overskud til at lade fjenderne adskille sig fra hinanden, og de bliver derfor hurtigt kedelige at slå på.

Man kæmper ofte med enten X-Men eller Brotherhood-hjælpere, og flere gange må man selv tage beslutningen om hvilken side man ønsker at hjælpe, Cyclops eller Magneto, men det er desværre langt kedeligere end det lyder.

Bortset fra en lækker åbningssekvens viser grafikkens sig sjældent fra en positiv vinkel, hvilket specielt tydeliggøres hvis man sammenligner det med nogle af alle de konkurrenter der lige nu er på markedet. Lyden er dårlig og er specielt i en club-sekvens så forfærdelig at man hurtigt begynder at kigge efter afslutningen på banen.

X-Men Destiny har en masse ideer som kun er blevet implementeret halvhjertet, som eksempelvis de sekvenser som forsøger sig med lidt parkour-action men blot ender med at være kedelige. Det gør heller ikke et særlig godt arbejde af at skjule at spillerens valg i sidste ende ikke har den store indflydelse. Helt slapt bliver det dog når man i en bosskamp møder den sammen boss tre gange med kun minimale forskelle i hans angreb, hvilket sker mere end en gang.

På trods af alt dette må jeg dog indrømme at jeg havde svært ved at ligge spillet fra mig. Det konstante knaptrykkeri med masser af fjender på skærmen var underholdende og kontrollen altid skarp. Det største minus er dog spillets længde, og efter en halv dags spil var det hele således gennemført, hvilket straks fik mig til at gå gang i gang med "New Game +" hvilket jeg så også nåede at gennemføre halvdelen af, og det endda på den sværeste sværhedsgrad.

Når man kigger på kommende superheltespil som Batman: Arkham City og Spider-man: Edge of Time er det svært at at forestille sig at X-Men: Destiny vil kunne kapre dets eget publikum. Alligevel kan det ende på et svagt syvtal til superhelte-interesserede.