Xzibit har travlt. Ligesom de fleste ander rappere, har han ikke nok i en karriere indenfor hiphoppen, og skal også jonglere et Tv-program og lidt skuespilleri ved siden af. Det må give en hvis form for problemer med at holde fokus på det hele, og jeg er da også en af dem der mener at Xzibit aldrig har været bedre end sine to første albums. Det var her han eksperimenterede med sin stil, havde noget at sige og fik de fedeste folk til at flikke de fedeste beats sammen. På de seneste udgivelser har beastne været udpræget west coast- agtige, og Xzibit virker heller ikke længere lige så sulten i sine rim.
"Weapons of Mass Destruction" er dog langtfra et dårligt album. Der er bangers en masse, "Beware Of Us" er sindssygt i sin stramme Commodore 64-sound, og et råb med omkvæd af rang. Desværre har albummet bare af og til en tendens til at synke ned i ligegyldighed, kun reddet af Xzibitz fremragende flow. George W. Bush får også på dette album et ordentligt drag over nakken. Det er fedt at høre når musikere beslutter sig for virkelig at ville gøre en forskel indenfor politik, men det blver lidt trættende i længden når nummer 500.000 stiller sig i køen med folk der hader manden. Altså hvis alle hader ham så meget, hvorfor fanden blev han så stemt ind igen? Efter den ellers sjove intro hvor Bush’ State Of The Unidon tale bliver fordrejet godt og grundigt, åbnes ballet med "Lax", et mere løst produceret nummer end hvad man er vandt til fra Xzibits side, men tilgengæld også en kærkommen afveskling. En tør spade kører i baggrunden mens X to the Z spreder dommedagsrim over et par funky trommer.
"Weapons of Mass Destruction" er, på trods af ikke at være blandt mandens bedste, et rigtig solidt album, og et tegn på at det altså godt kan lade sig gøre at have flere karrierer kørende ad gangen. Xzibit er bare en så skide dygtig rapper, at det ville være rart hvis han for en gangs skyld besluttede isg for at koncentrere sig fuldt ud om det han er bedst til. Endnu flere tracks alá "Beware Of Us" og "Lax", og endnu mere hittepåsomhed i lyrikken, måske ham Bush har fået sine 15 sekunders berømmelse, ville få undertegnedes hoved til at trille af - og det er en god ting!