Den 4. november er datoen, hvor konsolspillere kan smøge ærmerne op og kaste sig ud i opbygningen af industrielle imperier. Coffee Stains enormt populære Satisfactory får nemlig endelig sin længe ventede debut på Xbox Series og PlayStation 5.
Spillet blev oprindeligt lanceret i Early Access for seks år siden, og efter fem års intens udvikling landede den fulde 1.0-version i september 2024. Sjovt, vanedannende og imponerende i skala - Satisfactory har i årevis tryllebundet pc-spillere. Nu kan konsolfans se frem til transportbånd, der slynger sig som kogt spaghetti, endeløst fifleri og den konstante jagt på produktionseffektivitet.
Udgivelsen den 4. november gælder for PlayStation 5 og Xbox Series X/S, men Coffee Stain har også bekræftet versioner til PlayStation 4 og Xbox One, som dog først kommer lidt senere. Det betyder, at næsten alle med en nogenlunde moderne konsol snart kan dykke ned i den industrielle sandkasse, der allerede har fanget millioner af pc-spillere verden over.
Kommer du til at hente Satisfactory, når det rammer konsollerne den 4. november?
