Der er masser af måder at støtte spiludviklere på nu om dage, og nogle tilbyder endda muligheden for at finansiere projekter direkte gennem tjenester som Kickstarter. Der har dog aldrig været en reel måde for en spiller at få et afkast af sin investering på, udover at modtage et spil, man forhåbentlig nyder... på et eller andet tidspunkt. Gamevestor er ved at ændre alt det.
Bag Gamevestor står veteranerne fra videospilindustrien, Ivan March og Arthur Van Clap. Platformen bygger bro mellem udviklere, der ønsker at få deres projekt finansieret, og spillere, der tror så stærkt på et spil, at de er villige til at investere i det. Den væsentligste forskel på Gamevestors finansiering og f.eks. Kickstarter er, at investorer - afhængigt af spillets kommercielle succes - kan se afkast på mellem 1,5 og 2 gange det investerede beløb. Dette flytter målet fra blot at se spillet blive til virkelighed til også at støtte et projekt, der kan give et solidt økonomisk afkast.
Al investering indebærer risiko, og det er man mere end bevidst om hos Gamevestor. Derfor er der indført regler for at beskytte investorerne mest muligt. Eksperter vil gennemgå og vurdere projekterne på Gamevestors platform, der gives delvis refusion, hvis et projekt ikke kan nå sine delmål, og hver kampagne vil indeholde tydelig information om målsætninger, risici og den økonomiske struktur.
I øjeblikket er der tre spil tilgængelige på platformen: Void Reaver er en roguelite-survivor, Black One Blood Brothers er et taktisk simulations-FPS, og IMMORTAL: And the Death that Follows er et hack & slash-RPG.