Under Microsofts E3-pressekonference indtog udvikleren Mojang scenen, for at afsløre at de arbejdede på en såkaldt "Super Duper Graphics Pack" til Minecraft, en valgfri opdatering der skal tilføje bedre lyssætning, flottere teksturer, og andre visuelle forbedringer.
Dog kunne studiet desværre afsløre ved den nylige MineCon Earth-messe, at opdateringen er blevet forsinket, og den udkommer altså ikke i år som planlagt. I stedet udkommer den på et uspecificeret tidspunkt i 2018.
Og det var ikke slutningen på de dårlige nyheder. Mojang afslørede også, at Switch-konsollens crossplatform-opdatering også er blevet forsinket. Den ankommer nu også i 2018.
