Tilbage i 2016 blev den danske udvikler Ghost Ship Games grundlagt, og deres første spil, Deep Rock Galactic, har været en gigantisk succes over hele verden, med hundredetusindvis af spillere på tværs af en række platforme. Faktisk, som det fremgår i en pressemeddelelse sendt til Gamereactor, har spillet omsat for over 100 millioner kroner indtil videre.
Og de gode nyheder stopper ikke der for danske Ghost Ship. Som selvsamme pressemeddelelse afslører, har de nu indgået i en forretningsaftale med den kinesiske softwaregigant NetEase om at være en del af en ny platform ved navn "Fever Games".
Deep Rock Galactic bliver altså lanceringstitel på platformen, og NetEases kommer til at arbejde tæt sammen med Ghost Ship fremadrettet, og markedsføre tjenesten i Kina sammen med spillet, der kunne resultere i millioner af nye spillere.
"Den aftale vi har indgået med NetEase, om at være launch title på deres nye pc-spilplatform, giver os en enestående mulighed for at få foden solidt indenfor på det kinesiske markedet og vi ser et kæmpe potentiale fremadrettet.", siger Søren Lundgaard, direktør og medstifter af Ghost Ship Games.
Faktisk startede samarbejdet for mange år siden, men det passede desværre med at den kinesiske regering stoppede godkendelsen af nye titler på det kinesiske marked - dog har de resumeret arbejdet nu, og den ekstra tid har gjort at Deep Rock Galactic nu er i en mere teknisk og indholdsmæssig finpudset tilstand.
Vi har tidligere anmeldt Early Access-versionen af spillet, og den anmeldelse kan du finde her.
