Skip to main content
Gamereactor Hardware Bose QC35 II
Hardware

Bose QC35 II

Bose er blandt de mest respekterede producenter i branchen, og med QC35 II satser de hele butikken. Har satsningen givet pote?
Magnus Groth-Andersen 3 februar 2019

Vi har i årevis gjort opmærksom på, at markedet for smarte, lækre, kvalitetsmæssigt robuste hovedtelefoner er rimelig proppet, og konkurrencen er ikke ligefrem blevet mindre hård som årene er gået. Tværtimod. Dette kan let ses reflekteret i vores seneste par anmeldelser af eksempelvis Beoplay H9i og SACKit TOUCHit, som begge er dansk produceret i øvrigt. Som tiden går gør producenter verden over deres designs slankere, lettere, bedre og mere effektive, så er der overhovedet en trone at indtage?

Ja, der er der nu alligevel, men den okkuperes af en håndfuld producenter snarere end én enkelt, og blandt disse finder vi Bose, der i årevis efterhånden har siddet med blandt giganterne, og været én af de virksomheder man først har tænkt på, idet man skal shoppe et luksuriøst sæt hovedtelefoner.

Vi har for nylig, langt om længe, kigget nærmere på deres flagskibsmodel, den model der har placeret Bose som en af markedslederne, der naturligvis opdateres hele tiden, nemlig QC 35, eller QuietComfort 35 hvis vi skal være helt korrekte. Til lidt over 3000 kan du investere i den seneste udgave der byder på Google Assistant og 20 timers batterilevetid. Men fortjener den så stadig at blive betragtet som en af de bedste?

Lad os starte med det åbenlyse - lyden. Bose har en lang historie med at sætte lydoplevelsen før noget andet, og det kan mærkes (høres?). Vi benyttede os af en Samsung Note9 i testperioden der understøtter aptX (dog ikke aptX HD), som er en lydkodningsalgoritme der giver dig musik i en bedre CD-agtig kvalitet, altså noget lig 16-bit eller 44.1kHz. Der er stadig kompression, men ikke lige så meget. Nuvel, Boses støjdæmpning er blandt de mest effektive på markedet, og selvom du fortsat ikke kan undgå den lettere hvæsen der ligger sig i baggrunden af lydtapetet, så er det imponerende, særligt i forhold til hvor lette selve hovedtelefonen er. Ikke bare det, som nogle af de eneste formåede QC35 i testperioden at blokere støj fra eksempelvis trafik og flymotorer, og selvom man skulle tro at samtlige dyre støjdæmpende hovedtelefoner kunne formå det, så er det faktisk en sjældenhed. Selve isolationen der kommer fra dæmpningen er i det hele taget imponerende, selv når enheden er slukket, som siger meget om hvor solidt konstrueret et sæt QC35 egentlig er. Du skal dog være virkelig overbevist om at støjdæmpning er noget for dig, for ulig mange konkurrenter kan det ikke slås fra.

Selve balancen i lydbilledet er ganske effektiv, og selvom bassen er ret tung, så mister lyden aldrig mellemtonen, som eksempelvis Marshall har en tendens til at gøre. I det hele taget står QC35 klart som værende blandt de bedste lydoplevelser på markedet, kun umiddelbart overgået af Beoplay H9i.

Dog får man én gigantisk fordel ved at investere i et sæt QC35 i stedet for et sæt H9i, og det er ny funktionalitet der reelt er brugbar, samtidig med at Bose har skåret de funktionaliter fra der har det med at skabe frustration. Eksempelvis byder QC35 ikke på automatisk start/stop når du tager det af, men det sætter vi faktisk ganske stor pris på, for det virker næsten aldrig. I stedet har du tre klart definerede knapper under den ene kop, der skruer op, ned og pauser musikken. Og over under den anden er den nye funktionalitet vi snakkede om - Google Assistent.

Vi har været oppe og toppes med Bixby, kæmpet med Siri og sukket over Cortana, men via Google Home (som du snart kan læse en detaljeret anmeldelse af her på Gamereactor, samt Google Assistent) ser vi endelig en assistent der reelt set kan... du ved, assistere dig. Hvis telefonen er i lommen kan du ved at holde knappen nede finde ny musik, afspille emails du modtager højt, samt svare på dem. Du kan desuden få en vejrudsigt eller få en nyhedsoversigt - mulighederne er mange, og vi følte at netop denne assistent er den første man reelt set er tilbøjelig til at bruge.

Vores eneste reelle anke må være designet, der har taget et skridt tilbage. I stedet for at være udført i eksempelvis aluminum er QC35 i hårdt plastik, og selvom de slet, slet ikke føles billige, så er der bare ikke den samme umiddelbare kvalitetsfølelse man får et andre konkurrende hovedtelefoner til samme pris. Dog gør puderne at både kopper og bøjle er ganske komfortable, også ved forlænget brug.

Bose QC35 er dyrt, som i rigtigt dyrt, og fremtidige udgaver må gerne skifte til et andet materiale, og måske løsne lidt op for den dybe bas. Men udover det er det let at se hvorfor Bose er blandt bosserne i branchen, og det er også velfortjent.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.